- All e-books and audiobooks on The New Life Mission website are free
- Explore multilingual sermons in global languages
- Two new revised editions in English have been released
- Check out our website translated into 27 languages
Due to COVID-19 and disruption to international mail service
we have temporally suspended our ‘Free Print Book service’.
In the light of this situation we are not able to mail you the books at this time.
Pray that this pandemic will end soon and the resumption of the postal service.
Pray that this pandemic will end soon and the resumption of the postal service.
Emne 2: Loven
[2-1] Hvis Vi Gør Ting efter Loven, Kan Det Så Frelse Os? (Lukasevangeliet 10:25-30)
(Lukasevangeliet 10:25-30)
»Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: ›Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?‹ Han sagde til ham: ›Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?‹ Manden svarede: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.‹ Jesus sagde: ›Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.‹ Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: ›Hvem er så min næste?‹ Jesus svarede og sagde: ›En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.‹«
| Hvad er menneskets største problem? |
| De lever med mange fejlagtige illusioner. |
Lukasevangeliet 10:28: »Gør det, så skal du leve.«
Mennesker lever med mange fejlagtige illusioner. Det ser ud til, at de er særligt sårbare i denne henseende. De synes at være intelligente, men bliver let bedraget og forbliver uvidende om deres onde sider. Vi fødes uden at kende os selv, men vi lever stadig, som om vi gør. Fordi mennesker ikke kender sig selv, fortæller Bibelen os, at vi er syndere.
Mennesker taler om eksistensen af deres egne synder. Og de er ude af stand til at gøre godt, men er alligevel alt for tilbøjelige til at karakterisere sig selv som gode. De ønsker at prale af deres gode gerninger, og vise sig frem. De siger, at de er syndere, men opfører sig, som om de var meget gode.
De ved, at de hverken har noget godt i sig eller evnen til at gøre godt, men de prøver at bedrage andre og nogle gange endda bedrage sig selv. »Kom nu, vi kan ikke være fuldstændig onde. Der må være noget godt inden i os.«
Derfor ser de på andre og siger til sig selv: »Åh, jeg ville ønske, han ikke havde gjort det. Det ville have været bedre for ham, hvis han ikke havde gjort det. Han ville have været meget bedre stillet, hvis han havde talt sådan her. Jeg tror, det er bedre at forkynde evangeliet på den og den måde. Han blev frelst før mig, så jeg synes, han burde opføre sig mere som én, der er blevet frelst. Jeg blev lige frelst for nylig, men hvis jeg lærer mere, vil jeg gøre det meget bedre end ham.«
De hvæsser knivene i deres hjerte. »Bare vent. Du vil se, at jeg ikke er som dig. Så du tror, du er foran mig nu, gør du ikke? Bare vent. Det står skrevet i Bibelen, at de sidste skal blive de første. Jeg ved, det gælder for mig. Vent, så skal jeg vise dig.« Folk bedrager sig selv.
Selv om han ville gøre tingene på samme måde, hvis han var i personens sted, dømmer han ham stadig.
Når man spørger, om mennesker har evnen til at gøre godt, siger de fleste, at det har de ikke. Men de har illusionen om, at de selv har evnen. Så de prøver hårdt, indtil de dør.
De tror, at de har ›godhed‹ i deres hjerter, at de har evnen til at gøre godt. De tror også, at de selv er gode nok. Uanset hvor længe siden de blev født på ny, selv de, der har opnået større fremskridt i Guds tjeneste, tænker: ›Jeg kan gøre dette og hint for Herren.‹
Men hvis vi tager vores Herre ud af vores liv, kan vi virkelig gøre godt? Er der godhed i menneskeheden? Kan han leve ved at gøre gode gerninger? Mennesker har ikke evnen til at gøre godt. Når mennesker prøver at gøre noget på egen hånd, synder de.
Nogle skubber Jesus til side efter de er blevet frelst og prøver at gøre godt på egen hånd. Der er ikke andet end ondskab i os alle. Vi kan kun praktisere ondskab. Af os selv (selv dem der er blevet frelst) kan vi kun synde. Det er vores køds virkelighed.
| Gør vi altid det gode, eller gør vi det onde? |
| Vi gør det onde |
I vores lovprisningsbog, ›Pris Herren‹, er der en sang, der lyder sådan her: »♪Et værdiløst legeme, der begår fejl uden Jesus, uden dig er jeg som et skib uden sejl, der sejler på havet.♪« Uden Jesus kan vi kun synde. Vi er kun retfærdige, fordi vi er blevet frelst. I virkeligheden er vi onde.
Apostlen Paulus sagde: »For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg« (Romerbrevet 7:19). Hvis en person er med Jesus, betyder det ikke noget. Men når han ikke har noget med Jesus at gøre, prøver han at gøre godt over for Gud. Men jo mere han prøver, jo mere finder han sig selv i at praktisere ondskab.
Selv Kong David havde den samme natur. Da hans land var fredeligt og velstående, gik han en aften op på taget for at spadsere. Han så et fristende billede og faldt for sanselig nydelse. Hvordan var han, når han havde glemt Herren! Han var virkelig et ondt menneske. Han dræbte Urias og tog hans kone, men David kunne ikke se det onde i sig selv. Han fandt på undskyldninger for sine handlinger.
Så en dag kom profeten Natan til ham og sagde. »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet« (Anden Samuelsbog 12:1-4).
David sagde: »Den mand, der gør sådan, skal dø!« Hans vrede var meget optændt, så han sagde: »Han har så mange af sine egne, han kunne sikkert tage en fra dem. Men han tog den fattige mands eneste lam for at tilberede mad til sin gæst. Han burde dø!« Og Natan fortalte ham: »Du er manden!« Hvis vi ikke følger Jesus og ikke er med Ham, kan selv de genfødte være sådan.
Det er det samme for alle mennesker, selv de troende. Vi snubler altid, praktiserer ondskab uden Jesus. Så vi er taknemmelige igen i dag for, at Jesus frelste os uanset det onde i os. »♪Jeg ønsker at hvile under korsets skygge.♪« Vores hjerter hviler under skyggen af Kristi forløsning. Men hvis vi forlader skyggen af Kristi frelse og ser på os selv, kan vi aldrig hvile.
Gud Gav Os Troens Retfærdighed før Loven
| Hvad kom først, tro eller Loven? |
| Tro |
Apostlen Paulus sagde, at Gud gav os troens retfærdighed først. Troens retfærdighed kom først. Han gav den til Adam og Eva, til Abel, derefter til Set og Enok... ned til Noa..., så til Abraham, så ned til Isak, til Jakob og hans tolv sønner. Selv uden Loven blev de retfærdige for Gud gennem deres tro på Hans Ord. De blev velsignet og fik hvile gennem deres tro på Hans Ord.
Og tiden gik, og Jakobs efterkommere levede i Egypten som slaver i 400 år på grund af Josef. Så førte Gud dem ud gennem Moses til Kana’ans land. Men i løbet af de 400 års slaveri havde de glemt retfærdighed af tro.
Så lod Gud dem krydse Det Røde Hav gennem Hans mirakel og førte dem ud i ørkenen. Da de nåede Sins ørken, gav Han dem Loven på Sinajs bjerg. Han gav dem De Ti Bud, som indeholder 613 detaljerede Lovartikler. »Jeg er Herren din Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud. Lad Moses komme op på Sinai bjerg, og jeg vil give jer loven.« Gud gav Israel Loven.
Han gav dem Loven, så de ville få ›syndserkendelse‹ (Romerbrevet 3:20). Det var for at lade dem vide, hvad Han kunne lide, og hvad Han ikke kunne lide, og for at åbenbare Hans retfærdighed og hellighed.
Alle israelitterne, som havde været slaver i Egypten i 400 år, krydsede Det Røde Hav. De havde aldrig mødt Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud. De kendte Ham ikke.
Og mens de levede som slaver i disse 400 år, havde de glemt Guds retfærdighed. På det tidspunkt havde de ikke en leder. Jakob og Josef var deres ledere, men de var døde. Det ser ud til, at Josef ikke formåede at videregive troen til sine sønner, Manasse og Efraim.
Derfor havde de brug for at finde deres Gud igen og møde Ham, fordi de havde glemt Guds retfærdighed. Så Gud gav dem først troens retfærdighed og gav dem derefter Loven, efter at de havde glemt troen. Han gav dem Loven for at bringe dem tilbage til Ham.
For at frelse Israel, for at gøre dem til Sit folk, Abrahams folk, befalede Han dem at blive omskåret.
Hans formål med at kalde dem var for det første at lade dem vide, at der er en Gud, ved at etablere Loven, og for det andet at lade dem vide, at de var syndere for Ham. Han ønskede, at de skulle komme frem for Ham og blive Hans folk ved at blive forløst gennem det forsoningsoffer, som Gud havde givet dem. Og Han gjorde dem til Sit folk.
Israels folk blev forløst gennem Loven (offersystemet) ved at tro på Messias, som skulle komme. Men offersystemet var også falmet med tiden. Lad os se, hvornår det var.
I Lukasevangeliet 10:25 står der: »En lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve.« Den lovkyndige var en farisæer. Farisæerne var konservative mennesker, som forsøgte at leve op til Hans Ord. De var de mennesker, som først forsøgte at beskytte landet og derefter at leve efter Hans Lov. Og så var der zelotterne, som var meget impulsive og havde tendens til at ty til demonstrationer for at opnå deres visioner.
| Hvem ønskede Jesus at møde? |
| Syndere uden en hyrde |
Der er mennesker som dem selv i dag. De leder sociale bevægelser med slogans som ›Red landets undertrykte mennesker‹. De tror, at Jesus kom for at frelse de fattige og undertrykte. Så de studerer teologi på teologiske seminarier, deltager i politik og forsøger at ›befri de underprivilegerede‹ på alle områder af samfundet.
De er dem, der insisterer på: »Lad os alle leve efter den hellige og barmhjertige Lov. Lev op til Loven, efter Hans Ord.« Men de forstår ikke Lovens egentlige betydning. De forsøger at leve efter Lovens bogstav, men de anerkender ikke den guddommelige åbenbaring af Loven.
Så vi kan sige, at der ikke var nogen profet, Guds tjener, i omkring 400 år før Kristus. På denne måde blev de en flok får uden hyrde.
De havde hverken Loven eller en leder. Gud åbenbarede ikke Sig selv gennem de hykleriske religiøse ledere på den tid. Landet var blevet en koloni i Det Romerske Imperium. Så Jesus sagde til de mennesker af Israel, som fulgte Ham ud i ørkenen, at Han ikke ville sende dem sultne bort. Han ynkedes over flokken uden hyrde. Der var mange, som led på den tid.
Det var i bund og grund de lovkyndige og andre i sådanne positioner, der havde de velerhvervede rettigheder; farisæerne var af Israels slægt, af jødedommen. De var meget hovmodige.
Og denne lovkyndige spurgte Jesus i Lukasevangeliet 10:25: »Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Det forekom den lovkyndige, at der ikke var nogen bedre end ham blandt Israels folk. Så denne lovkyndige (en som ikke var blevet forløst) udfordrede Ham og sagde: »Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«
Denne lovkyndige er blot en afspejling af os selv. Han spurgte Jesus: »Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Jesus sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?«
Så svarede han og sagde: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«
Jesus sagde til ham: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«
Han udfordrede Jesus uden at vide, at han selv var ond, en klump af synd, som aldrig kunne gøre noget godt. Så Jesus spurgte ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?«
| Hvordan læser du Guds Lov? |
| Vi er syndere, som aldrig kan overholde Loven. |
›Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve«‹ (Lukasevangeliet 10:26-28).
»Hvad læser du dér?« Dette betyder, hvordan du kender og forstår Guds Lov.
Som mange mennesker gør det i dag, troede denne lovkyndige også, at Gud havde givet ham Loven for, at han skulle overholde den. Så han svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«
Guds lov var uden fejl. Han gav os en perfekt Lov. Han sagde til os, at vi skulle elske Herren af hele vores hjerte og af hele vores sjæl, af al vores styrke og forstand, og elske vores næste som os selv. Det er rigtigt for os at elske vores Gud af hele vores hjerte og styrke, men det var det hellige ord, som aldrig kunne holdes.
»Hvad læser du dér?« betyder, at Loven er rigtig og korrekt, men hvordan forstår du den? Den lovkyndige troede, at Gud gav den, for at han skulle adlyde den. Men Guds lov blev givet, så vi kunne kende vores mangler og fuldstændigt afsløre vores uretfærdigheder. Den afslører vores synder: »Du har syndet. Du begik mord, da jeg befalede dig ikke at myrde. Hvorfor var du ulydig mod Mig?«
Loven afslører synderne i menneskers hjerter. Lad os antage, at jeg på vej hertil så modne vandmeloner på marken. Gud advarede mig gennem Loven: »Pluk ikke disse vandmeloner for at spise dem. Det vil bringe skam over Mig, hvis du gør det.« »Ja, Herren.« »Marken tilhører Hr. den-og-den, og derfor må du aldrig plukke disse vandmeloner.« »Ja, Herren.«
I det øjeblik vi hører befalingen gennem Loven om, at vi aldrig må plukke vandmelonerne, føler vi en stærk trang til at plukke dem. Hvis vi trykker en fjeder ned, har den tendens til at skubbe op mod os som reaktion. Menneskers synder er præcis sådan.
Gud sagde til os, at vi aldrig må gøre ondt. Gud kan sige det, fordi Han er hellig, fordi Han er fuldkommen, fordi Han har evnen til at gøre det. På den anden side kan vi ›aldrig‹ lade være med at synde og ›aldrig‹ gøre godt. Vi har ›aldrig‹ noget godt i vores hjerter. Guds Lov siger aldrig (det blev fastsat med ordet ›aldrig‹). Hvorfor? Fordi mennesker har lyst i deres hjerter. Vi handler ud fra vores lyst. Vi begår utroskab, fordi vi har utroskab i vores hjerter.
Vi bør læse Bibelen omhyggeligt. Da jeg først troede på Jesus, troede jeg i overensstemmelse med Ordet. Jeg læste, at Jesus døde på korset for mig, og jeg kunne ikke stoppe tårerne fra at strømme. Jeg var sådan en ond person, og Han døde på korset for mig. Mit hjerte gjorde så forfærdeligt ondt, at jeg troede på Ham. Så tænkte jeg: ›Hvis jeg skulle tro, ville jeg tro i overensstemmelse med Ordet.‹
Da jeg læste Anden Mosebog 20, stod der: »Du må ikke have andre guder end mig.« Jeg bad i anger i overensstemmelse med dette ord. Jeg gennemsøgte min hukommelse for at se, om jeg nogensinde havde haft andre guder før Ham, taget Hans navn forfængeligt, eller om jeg nogensinde havde bøjet mig for andre guder. Jeg indså, at jeg mange gange havde bøjet mig for andre guder under ritualerne til ære for mine forfædre. Jeg havde begået synden at have andre guder.
Så jeg bad i anger: »Herre, jeg har tilbedt afguder. Jeg skal dømmes for det. Tilgiv venligst mine synder. Jeg skal aldrig gøre det igen.« Derfor troede jeg, at én synd var blevet fjernet.
Jeg prøvede derefter at tænke på, om jeg nogensinde havde taget Hans navn forfængeligt. Så huskede jeg, at da jeg først begyndte at tro på Gud, røg jeg. Mine venner sagde til mig: »Bringer du ikke skam over Gud ved at ryge? Hvordan kan en kristen ryge?«
Det var at tage Hans navn forfængeligt, var det ikke? Så jeg bad igen: »Herre, jeg tog Dit navn forfængeligt. Tilgiv mig venligst. Jeg vil aldrig ryge igen.« Så jeg forsøgte at holde op med at ryge, men fortsatte med at tænde og slukke cigaretter gentagne gange i løbet af et år. Det var virkelig svært, næsten umuligt at holde op med at ryge. Men til sidst lykkedes det mig at holde helt op med at ryge. Jeg følte, at endnu en synd var blevet håndteret.
Det næste var: »Husk sabbatsdagen og hold den hellig.« Det betød ikke at gøre andre ting om søndagen, ikke at drive forretning eller tjene penge. Så jeg stoppede også med det.
Så var der: »Ær din far og din mor.« Jeg ærede dem, når jeg var langt væk, men når jeg var tæt på, blev de en kilde til bekymring, og jeg kunne ikke længere ære dem. »Åh, du godeste, jeg har syndet for Gud. Tilgiv mig, Herre.« Jeg bad i anger.
Men jeg kunne ikke længere ære mine forældre, fordi de begge var døde på det tidspunkt. Hvad kunne jeg gøre? »Herre, tilgiv venligst denne værdiløse synder. Du døde på korset for mig.« Hvor taknemmelig jeg var!
På denne måde troede jeg, at jeg havde håndteret mine synder én efter én. Der var andre Love, såsom ikke at dræbe, ikke at begå ægteskabsbrud, ikke at begære... Jeg indså, at jeg ikke havde holdt en eneste af dem. Jeg bad hele natten. Men ved du hvad, at bede i anger er ikke behageligt. Lad os tale om det.
Når jeg tænkte på Jesu korsfæstelse, kunne jeg sympatisere med, hvor smertefuldt det var. Og Han døde for os, som ikke kunne leve op til Hans ord. Jeg græd hele natten, mens jeg tænkte på, hvor meget Han elskede mig; og takkede Ham for at give mig ægte glæde.
Mit første år i kirken var generelt ret let, men de næste par år eller deromkring blev meget vanskelige, fordi jeg måtte tænke meget hårdere for at få tårerne til at flyde, da jeg gjorde det så ofte.
Når tårerne stadig ikke kom, tog jeg ofte op i bjergene for at bede og fastede i 3 dage. Så kom tårerne tilbage. Jeg var gennemblødt af mine tårer, kom tilbage til samfundet og græd i kirken.
Folk omkring mig sagde: »Du er blevet så meget helligere med dine bønner i bjergene.« Men tårerne tørrede uundgåeligt ud igen. Det blev virkelig hårdt det tredje år. Jeg ville tænke på de fejl, jeg havde begået mod mine venner og medkristne, og græde igen. Efter 4 år med dette tørrede tårerne ud igen. Der var tårekirtler i mine øjne, men de virkede ikke længere.
Efter 5 år kunne jeg ikke græde, uanset hvor meget jeg prøvede. Efter yderligere et par år med dette væmmedes jeg ved mig selv og vendte mig mod Bibelen igen.
Loven Er til Erkendelse af Synd
| Hvad må vi indse om Loven? |
| Vi kan aldrig overholde Loven. |
I Romerbrevet 3:20 læser vi: »Der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.« Jeg betragtede dette som et personligt budskab til apostlen Paulus og troede kun på de ord, jeg selv valgte. Men efter mine tårer tørrede ud, kunne jeg ikke fortsætte mit troende liv.
Så jeg syndede gentagne gange og fandt ud af, at jeg havde synd i mit hjerte, og at det var umuligt at leve efter Loven. Jeg kunne ikke bære det. Men jeg kunne ikke kassere Loven, fordi jeg troede, at den var givet for at blive adlydt. Til sidst blev jeg en lovkyndig ligesom dem, der ses i Skriften. Det blev så svært at fortsætte et liv i tro.
Så for at undslippe vanskelighederne bad jeg og søgte Herren inderligt. Derefter mødte jeg Evangeliet om vand og Ånden gennem Ordet og kom til at vide og tro, at alle mine synder var blevet fuldstændigt fjernet.
Hver gang jeg så ordene om, at jeg var uden synd, var det som en frisk brise, der blæste gennem mit hjerte. Jeg havde så megen synd, at mens jeg læste Loven, begyndte jeg at indse disse synder. Jeg havde overtrådt alle De Ti Bud i mit hjerte. At synde i hjertet er også synd, og jeg var ubevidst blevet en troende på Loven.
Når jeg overholdt Loven, var jeg glad. Men når jeg ikke kunne overholde Loven, var jeg elendig, irriteret og trist. Til sidst blev jeg udmattet af det hele. Hvis bare jeg var blevet lært fra begyndelsen: »Nej, nej. Der er en anden betydning med Loven. Den viser dig, at du er en klump af synd; du har kærlighed til penge, til det modsatte køn og til ting, der er smukke at se på. Du har ting, du elsker mere end Gud. Du ønsker at følge verdens ting. Loven er blevet givet til dig, ikke for at du skal overholde den, men for at du skal erkende dig selv som en synder med ondt i dit hjerte.«
Hvis bare nogen havde lært mig det dengang, ville jeg ikke have behøvet at lide i 10 år. Således havde jeg levet under Loven i 10 år, indtil jeg kom til denne erkendelse.
Det fjerde bud er: »Husk sabbatsdagen og hold den hellig.« Det betyder, at vi ikke bør arbejde på sabbatsdagen. Det betyder, at vi bør gå, ikke køre, hvis vi rejser lange afstande. Og jeg troede, at jeg burde gå til fods til det sted, hvor jeg skulle prædike, for at være ærefuld. Trods alt skulle jeg til at prædike Loven. Således troede jeg, at jeg måtte praktisere det, jeg prædikede. Det var så svært, at jeg var ved at give op.
Som det er nedskrevet her: »Hvad læser du dér?« Jeg forstod ikke dette spørgsmål og led i 10 år. Den lovkyndige misforstod det også. Han troede, at hvis han adlød Loven og levede forsigtigt, ville han blive velsignet for Gud.
Men Jesus sagde til ham: »Hvad læser du dér?« Ja, du svarede rigtigt; du tager det, som det er skrevet. Forsøg at holde Loven. Du vil leve, hvis du overholder og følger Loven, men dø, hvis du ikke gør det. Syndens løn er døden. »Du vil dø, hvis du ikke overholder Loven.« (Det modsatte af liv er død, ikke sandt?)
Men den lovkyndige forstod stadig ikke. Denne lovkyndige er os, dig og mig. Jeg studerede teologi i 10 år. Jeg prøvede alt, læste alt og gjorde alt: faste, illusioner, tale i tunger... Jeg læste Bibelen i 10 år og forventede at opnå noget. Men åndeligt set var jeg en blind mand.
Det er derfor, en synder må møde nogen, der kan få ham til at indse, at Frelseren er vor Herre Jesus. Så indser han: »Aha! Vi kan aldrig overholde Loven. Uanset hvor hårdt vi prøver, ender vi kun i helvede ved at prøve. Men Jesus kom for at frelse os med vandet og Ånden! Halleluja!« Vi kan blive forløst ved vandet og Ånden. Det er nåden, Guds gave. Så vi priser Herren.
Jeg var heldig nok til at slippe ud af en desperat vej, men nogle bruger hele deres liv på at studere teologi forgæves og indser aldrig sandheden indtil den dag, de dør. Nogle tror i årtier eller fra generation til generation, men kan aldrig blive født på ny.
Vi slipper ud af at være syndere, når vi indser, at vi aldrig kan overholde Loven, og så står vi foran Jesus og lytter til evangeliet om vandet og Ånden. Når vi møder Jesus, slipper vi ud af alle domme og al forbandelse. Vi er de værste syndere, men vi bliver retfærdige, fordi Han frelste os ved vandet og blodet.
Jesus fortalte os, at vi aldrig kan leve efter Hans vilje. Jesus fortalte dette til den lovkyndige, men han forstod det ikke. Så Jesus fortalte ham en historie for at hjælpe ham med at forstå.
| Hvad får mennesker til at falde fra i troen? |
| Synd |
»En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød« (Lukasevangeliet 10:30). Jesus fortalte ham, at alle led hele deres liv, ligesom denne mand blev slået af røvere og næsten døde.
En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko. Jeriko er den verdslige verden, og Jerusalem repræsenterer religionens by, troens by, Lovens praleres by. Det fortæller os, at hvis vi blot tror på Kristus som en religion, kan vi ikke andet end at blive ruineret.
»En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.« Jerusalem var en stor by med en stor befolkning. Der var en ypperstepræst, en mængde præster, levitter og mange fremragende religiøse mænd. Der var mange, som kendte Loven godt. Der prøvede de at leve op til Loven, men fejlede til sidst og begav sig mod Jeriko. De blev ved med at falde ind i verden (Jeriko) og mødte røvere.
Manden mødte røvere på vejen fra Jerusalem til Jeriko og fik tøjet trukket af. ›At få tøjet trukket af‹ betyder, at han mistede sin retfærdighed. Det er umuligt for os at leve efter Loven. Apostlen Paulus sagde i Romerbrevet 7:19-20: »For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.«
Jeg ville ønske, jeg kunne gøre godt og leve efter Hans ord. Men »fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed« (Markusevangeliet 7:21-22).
Fordi disse ting er i vores hjerter og kontinuerligt kommer ud, gør vi det, vi ikke vil gøre, og vi gør ikke det, vi vil gøre. Vi bliver ved med at gentage disse onder i vores hjerter. Alt hvad djævelen behøver at gøre, er at give os en lille tilskyndelse til at synde.
Synderne i Alle Menneskers Hjerter
| Kan vi leve efter Loven? |
| Nej |
I Markusevangeliet 7 står der: »Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent.«
Jesus fortæller os, at der er onde tanker, ægteskabsbrud, utugt, mord, tyveri, griskhed, ondskab, svig, løsagtighed, misundelse, bespottelse, hovmod og tåbelighed i et menneskes hjerte. Vi har alle mord i vores hjerter.
Der er ingen, som ikke begår mord. Mødre råber ad deres børn: »Nej. Lad være med at gøre det. Jeg sagde, du ikke skulle gøre det, for pokker. Jeg sagde, lad være med det.« Og så: »Kom her. Jeg har sagt det igen og igen, at du ikke skulle gøre det. Jeg slår dig ihjel for det.« Det er mord. Du kan dræbe dine børn med dine tankeløse ord.
Men hvis vi lader al vores vrede gå ud over dem, vil børnene dø. Vi vil have dræbt dem foran Gud. Nogle gange skræmmer vi os selv. »Åh Gud! Hvorfor gjorde jeg det?« Vi ser på blå mærker, efter vi har slået vores børn, og tænker, at vi må have været sindssyge for at gøre det. Vi opfører os sådan, fordi vi har mord i vores hjerter.
Så ›Jeg gør det, jeg ikke vil‹ betyder, at vi gør ondt, fordi vi er onde. Og det er så let for Satan at friste os til at synde.
Lad os sige, at en mand, som ikke er blevet forløst, sidder i en hytte i 10 år, med ansigtet mod en væg og mediterer ligesom den store koreanske munk Sung-chol. Det går fint, mens han sidder med ansigtet mod væggen, men nogen må komme med mad og fjerne skidtet.
Så er han nødt til at have kontakt med nogen. Det ville ikke være et problem, hvis det var en mand, men lad os antage, at det var en smuk kvinde. Hvis han tilfældigvis ser hende ved et tilfælde, vil al hans sidning have været forgæves. Han tænker: »Jeg bør ikke begå ægteskabsbrud; jeg har det i mit hjerte, men jeg må slippe af med det. Jeg må ryste det af mig. Nej! Forsvind fra mine tanker!«
Men hans beslutning fordamper i det øjeblik, han ser hende. Efter kvinden er gået, ser han ind i sit hjerte. 10 års hårdt arbejde, alt for ingenting.
Det er så enkelt for Satan at tage et menneskes retfærdighed væk. Alt Satan behøver at gøre er at give dem et lille skub. Når en person anstrenger sig for ikke at synde uden at være forløst, bliver de ved med at falde i synd. Den person betaler trofast tiende hver søndag, faster i 40 dage, 100 dages morgenbønner... men Satan frister dem med livets gode ting.
»Jeg ville gerne give dig en vigtig stilling i virksomheden, men du er kristen og kan ikke arbejde om søndagen, kan du? Det er sådan en fantastisk stilling. Måske kunne du arbejde 3 søndage og gå i kirke bare én gang om måneden. Så ville du nyde så høj prestige og have en stor fed løncheck. Hvad siger du til det?« Ved dette vil sandsynligvis 100 ud af 100 mennesker falde for denne fristelse.
Hvis dette ikke virker, er der dem, som har en svaghed for kvinder. Satan sætter en kvinde foran dem, og de forelsker sig og glemmer Gud på et øjeblik. Det er sådan, menneskets retfærdighed bliver afklædt.
Hvis vi forsøger at leve efter Loven, ender vi kun med syndens sår, smerte og fattigdom; vi mister al retfærdighed. »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.«
Dette betyder, at selvom vi måske prøver at blive i Jerusalem ved at leve efter den hellige Guds vilje, vil vi snuble gang på gang på grund af vores egne svagheder, og vi vil blive ødelagt.
Og så vil vi bede i anger foran Gud. »Herre, jeg har syndet. Tilgiv mig venligst; jeg skal aldrig gøre det igen. Jeg lover dig, at dette virkelig vil være sidste gang. Jeg beder og bønfalder dig om at tilgive mig bare denne ene gang.«
Men det varer aldrig ved. Mennesker kan ikke leve i denne verden uden at synde. De kan måske undgå det et par gange, men det ville være umuligt ikke at synde igen. Så synder bliver begået igen. »Herre, tilgiv mig venligst.« Hvis dette fortsætter, vil de drive væk fra kirken (religionen). De driver væk fra Gud på grund af deres synder, og de vil ende i helvede.
At rejse til Jeriko betyder at falde ind i den verdslige verden, komme tættere på verden og længere væk fra Jerusalem. I begyndelsen er Jerusalem tættere på. Men efterhånden som cyklussen af synd og omvendelse gentages, finder vi os selv stående på gaderne i Jeriko, dybt faldet ind i verden.
| Hvem kan blive frelst? |
| De, som opgiver at prøve på egen hånd |
Hvem mødte manden på sin vej til Jeriko? Han mødte røvere. En, der ikke engang lever inden for Loven, bliver som en ussel hund. Han drikker og falder i søvn hvor som helst, tisser hvor som helst. Denne hund vågner næste dag og drikker igen. En ussel hund ville spise sin egen afføring. Det er derfor, han er en hund. Han ved, at han ikke burde drikke. Men han angrer næste morgen, dog drikker han igen.
Det er som manden, der mødte røvere på vej til Jeriko. Han er efterladt, såret og næsten død. Der er kun synd i hans hjerte. Dette er, hvad et menneske er.
Folk tror på Jesus og lever efter Loven i Jerusalem, men efterlades med kun synd i deres hjerter. Alt, de har at vise for deres religiøse liv, er syndens sår. De, der har synd i hjertet, bliver kastet i helvede. De ved det, men ved ikke, hvad de skal gøre. Har du og jeg ikke også været der? Jo, det har vi. Vi var alle ens.
Den lovkyndige, som misforstod Guds Lov, ville kæmpe for at overholde den hele sit liv, men ende i helvede, såret. Han er os, dig og mig.
Kun Jesus kan frelse os. Der er så mange intelligente mennesker omkring os, og de praler for evigt med det, de ved. De lader alle som om, de lever efter Guds Lov. De kan ikke være ærlige over for sig selv. De kan ikke ligefremt sige, hvad der er rigtigt eller forkert, men er altid opsat på at pleje deres ydre fremtoning for at se trofaste ud.
Blandt dem er syndere på vej til Jeriko, dem der er blevet banket af røvere, og dem der allerede er døde. Vi må indse, hvor skrøbelige vi er over for Gud.
Vi bør indrømme for Ham: »Herre, jeg vil ende i helvede, hvis Du ikke frelser mig. Frels mig venligst. Jeg vil gå hvorhen Du ønsker, uanset om det hagler eller stormer, hvis Du tillader mig at høre det sande evangelium. Hvis Du forlader mig, vil jeg ende i helvede. Jeg bønfalder Dig om at frelse mig.«
De, der ved, at de er på vej til helvede, de, der opgiver at prøve på egen hånd og klynger sig til Herren, disse er dem, der kan blive frelst. Vi kan aldrig blive frelst på egen hånd.
Vi må indse, at vi er som manden, der faldt blandt røvere.
Denne prædiken er også tilgængelig i e-bogsformat. Klik på bogens forside nedenfor.
![ER DU VIRKELIG BLEVET FØDT PÅ NY AF VAND OG ÅNDEN? [Ny Revideret Udgave]](../../upload/book/ERDUVIRKELIGBLEVETFw5gDTPw4UNYAFVANDOGw4UNDENNyRevideretUdgaveD.jpg)
