- All e-books and audiobooks on The New Life Mission website are free
- Explore multilingual sermons in global languages
- Two new revised editions in English have been released
- Check out our website translated into 27 languages
Emne 9 : Romerbrevet (Kommentar til Romerbrevet)
[Chapter 1-1] Introduktion til Romerbrevet Kapitel 1
”Apostelen Paulus’ Brev til Romerne” kan betragtes som Bibelens skat. Det handler hovedsagligt om, hvordan man kan opnå Guds retfærdighed ved at tro på evangeliet om vandet og Ånden. Ved en sammenligning mellem Romerbrevet og Jakobs brev var der en, der definerede det første som ”ordet om skatten” og den sidste som ”ordet om strå”. Men Jakobs Brev er Guds ord ligesom Romerbrevet er det. Den eneste forskel er, at Romerbrevet er værdifuldt, fordi det giver et generelt overblik over Bibelen, hvorimod Jakobs Brev er værdifuldt, fordi det er ordet, som får de retfærdige til at leve ved Guds vilje.
Hvem er manden Paulus?
Lad os først læse Rom 1:1-7: ”Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde. Af ham har vi fået nåde og apostelkald til at føre mennesker i alle folkeslag til trolydighed, hans navn til ære. Blandt dem er også I, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus. Til alle Guds elskede i Rom, som er kaldet til at være hellige. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!”
Disse passager kan tælles som ”Paulus’ hilsner til kristne i Rom”. Paulus hilser dem som Jesu Kristi tjener, som bliver Guds retfærdighed.
Vers 1 diskuterer spørgsmålet ”hvem er Paulus?” Han var en jøde, som mødte den genopstandne Herre på vejen til Damaskus, og som blev Herrens udvalgte redskab (ApG 9:15) til at sprede evangeliet blandt hedningene.
Paulus udbredte det sande evangelium baseret på offersystemet og profetierne i det Gamle Testamente
I vers 2 spredte apostelen Paulus evangeliet baseret på ordene i det Gamle Testamente. Han definerede ”Guds evangelium” som det ”Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter”. Gennem dette vers kan vi se, at apostelen Paulus prædikede evangeliet om vandet og Ånden baseret på offersystemet i det Gamle Testamente. Og desuden indikerer vers 2, at Paulus blev udvalgt til at gøre evangeliets arbejde.
Sætningen ”ved sine profeter i De hellige Skrifter” antyder Guds løfte om at sende Jesus Kristus, som optræder i offersystemet, eller profetierne i det Gamle Testamente. Alle profeterne i det Gamle Testamente, også Moses, Esajas, Ezekiel, Jeremias og Daniel, bevidnede den kendsgerning, at Jesus Kristus ville komme til denne verden og dø på korset efter at have overtaget al synd i verden.
Hvordan ser det evangelium ud, som Paulus leverede? Han prædikede evangeliet om vandet og Ånden, som talte om Guds søn, Jesus Kristus.
Nogle mennesker siger, at ordene i det Gamle Testamente allerede er til ende, og andre insisterer på det samme og giver Matthæus’ ord i 11:13 som bevis. Nogle velkendte evangelister ignorerer endda hele det Gamle Testamente.
Men Gud gav os et løfte gennem det Gamle Testamente, og han har opfyldt det løfte gennem Jesus Kristus i det Nye Testamente. Derfor kan det Nye Testamente ikke eksistere uden det Gamle Testamente i troens verden, og på samme måde kan ordene i det Gamle Testamente ikke opfyldes uden ordene i det Nye Testamente.
Apostelen Paulus blev udvalgt til Guds evangelium. Men så er spørgsmålet ”hvilken form for evangelium prædikede han?” Han prædikede den kendsgerning, at Jesus Kristus kom til denne verden og frelste os fra alle vores synder gennem evangeliet om vandet og Ånden baseret på det Gamle Testamente. Derfor er det, at hver gang vi prædiker evangeliet om vandet og Ånden, skal vi gøre det baseret på profetierne og offersystemet i det Gamle Testamente. Først da vil folk finde troen på, at evangeliet om vandet og Ånden er sandheden, og at det Nye Testamente er opfyldelsen af løfterne i det Gamle Testamente.
Fra begyndelsen af det Nye Testamente ser vi, at der er lagt vægt på den dåb, som Jesus modtog af Johannes Døberen og Hans blod på korset. I kernen af det Gamle Testamente finder vi offersystemet, som var frelsen for synderne. Man skulle overføre sin synd ved at lægge sine hænder på syndofferet, og det skulle bløde til døde, for at man kunne opnå syndernes forladelse.
Så hvis vi i det Gamle Testamente finder håndspålæggelse og blodet fra offerdyr for at rense synderne fra synden, hvad er der så i det Nye Testamente? Der er dåben, som Jesus modtog og Hans blod på korset. Endvidere ypperstepræsten, som blev nævnt i det Gamle Testamente (3 Mos 16:21), svarede til Johannes Døberen i det Nye Testamente.
Vers 3 og 4 diskuterer dette spørgsmål ”hvilken form for person var Jesus?” Versene forklarer hans genetiske karakter. Jesus Kristus blev fysisk født ind i Davids familie og ved Helligånden blev han genkendt som Guds søn ved kraften fra genopstandelsen ved sin død. Derfor blev han frelseren ved at give vandet og blodet til dem, som troede på ham. Jesus Kristus blev frelsens Gud, kongernes konge og himlens evige ypperstepræst for dem, som troede.
I nogle kristne teologier har man benægtet Jesu guddommelighed. Disse teologer siger: ”han var blot en enestående ung mand”. Og Ny Teologi går et skridt videre endnu: ”der er frelse i alle religioner”. Derfor er det sådan på nogle liberale præsteseminarer, at man skal anerkende eksorcisme, buddhisme og katolicisme og alle andre religioner i verden. Denne såkaldte Liberale Teologi eller Ny Teologi påstår, at man skal respektere alt, og derfor skal hele menneskeheden forene sig og blive ”et”.
Men det blev klart sagt i Bibelen, at i begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Men hvem er denne Gud? Det er Jesus Kristus. Navnet ”Kristus” betyder, at man er blevet salvet med olie. I det Gamle Testamente blev en konge eller en profet salvet med olie på deres hoveder af ypperstepræsten. Derfor omtales Jesus som kongernes konge. En person, som benægter, at Jesus er Gud, tror ikke på Gud.
I dag vender folks tro over hele verden tilbage til baseret på økumenisk, religiøs pluralisme. De priser og tilbeder, imens de kombinerer alle mulige elementer fra hedenske religioner såsom buddhismen og konfucianismen. Nogle gange tilbeder menigheden på buddhistisk vis, andre gange på kristen vis. Tja, der er sikkert en skøn blanding af mad. Men når det kommer til tro, så jo renere jo bedre.
Derfor er svarene på spørgsmålet i vers 3 og 4 ”hvem er Jesus?” at, han er dem, som er anerkendt som Guds søn ved kraften fra genopstandelsen fra de døde. Kristus blev Herren og Frelseren for os.
Vers 5 og 6 taler om, hvordan Paulus blev apostel gennem Gud. Han blev et vidne, som prædikede evangeliet om vandet og Ånden til hedningene, så de kunne modtage frelsen ved at tro på Jesus Kristus.
Hvilken form for autoritet havde apostelen Paulus?
Som det står skrevet i vers 7, havde apostelen Paulus beføjelse til at velsigne dem, der troede på Jesus, i Guds navn. En apostels autoritet betyder den åndelige autoritet ved at være i stand til at velsigne alle mennesker i Jesu Kristi navn.
Derfor kunne Paulus sige: ”Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus”.
Her ønsker jeg at dvæle lidt længere ved denne velsignelse. Det ser ud som om, apostelen Paulus havde beføjelse til at lave velsignelser for folk, og hver gang vi afslutter gudstjenesterne om søndagen, slutter vi af med velsignelser. ”Gud ønsker at give denne form for velsignelse til de frelste”. Velsignelsens oprindelige ord er som følger:
Lad os starte med 4. Mosebog 6:23: ”Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem: Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred”.
Aron, ypperstepræsten, og hans sønner fik at vide: ”Sådan skal I velsigne israelitterne”. Hvis de ville velsigne israelitterne på denne måde, så ville Gud faktisk velsigne dem, som der stod skrevet i De hellige Skrifter. Hvis vi kigger på alle de paulinske breve, så kan vi se, at han ofte sagde: ”Herrens nåde være med jer”. Dette betød, at det ikke var ham selv, som ville uddele velsignelser, men det var Gud, der ville gøre det. Derfor velsignede apostelen Paulus altid helgenerne, når han endte sine breve.
Paulus havde bemyndigelsen til at velsigne Guds folk. Denne bemyndigelse blev ikke givet til alle kristne præster. Den blev tværtimod kun givet til Guds tjenere. Når Guds tjenere velsigner og siger, at de i sandhed ønsker at velsigne, så giver Gud dem faktisk retten til det ifølge velsignelsen.
Gud giver ikke blot den himmelske autoritet til sine tjenere, men også til de genfødte helgener. Gud siger: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt”, (Joh 20:23). Han giver denne form for autoritet til alle de retfærdige. Derfor skal man passe på med ikke at gå imod de genfødte helgener eller hans tjenere, fordi det er det samme som at gå imod Gud. For Gud har givet bemyndigelse til at velsigne og forbande til sine apostle såvel som til sine tjenere og de retfærdige.
Apostelen Paulus, som ønsker at give den åndelige gave til helgenerne
Lad os læse Rom 1:8-12. ”Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi der i hele verden forkyndes om jeres tro. Gud, som jeg i min ånd tjener med evangeliet om hans søn, er mit vidne på, at jeg uophørligt nævner jer i mine bønner og altid beder om, at det med Guds vilje dog endelig må lykkes mig at komme til jer. For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så I kan blive styrket, eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min”.
Først og fremmest: hvad takker apostelen Paulus Gud for? Han takker Gud for de kristne i Rom, fordi de troede på Jesus, og gennem dem blev evangeliet prædiket til andre mennesker.
I vers 9 og 10 kunne man spørge om følgende: ”hvorfor ønskede apostelen Paulus at tage til Rom på sin missionsrejse?” Dette skyldtes evangeliet om vandet og Ånden, som hvis det blev prædiket i Rom på den tid ville blive udbredt til resten af verden. Ligesom alle lande i verden i dag ser på USA, således var Rom verdens centrum dengang, som ordsproget siger: ”alle veje fører til Rom”.
Vi gør et stort arbejde for at prædike evangeliet i USA. Hvis vi udbreder evangeliet om vandet og Ånden i USA, vil mange missionærer rejse ud i verden og prædike dette smukke evangelium for andre. Derfor ønskede Paulus inderligt at komme til Rom.
Den åndelige gave som Paulus snakker om
I vers 11 står der skrevet: ”For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så I kan blive styrket”.
Hvad mener apostelen Paulus, når han siger, at han vil give en åndelig gave, så at folk kan blive styrket? Den åndelige gave, som han taler om, er evangeliet om vandet og Ånden, som vi prædiker. I vers 12 står der: ”eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min”. Ved at sige, at en åndelig gave ville blive givet til folk, så de kunne blive styrkede og opmuntrede ved fælles tro, både deres og Paulus’ tro, ønskede Paulus at lade folkene hvile, give dem tryghed, lade dem modtage velsignelsen og føle fællesskab indenfor den samme tro igennem evangeliet om vandet og Ånden.
At Paulus, apostelen, siger, at han ønsker, at de skal blive styrkede sammen ved fælles tro, viser, at han længtes efter at prædike evangeliet om vandet og Helligånden endnu engang for den romerske kirke. Alle vores kirkemedlemmer forstår og tror helt korrekt på evangeliet om vandet og Ånden, men der er måske nogle kristne af navn, som over tid ikke tror på det sande evangelium. På samme måde havde kirken i Rom måske brug for at få genopfrisket evangeliet.
Derfor sagde apostelen Paulus, at han måske havde fået nyt mod ved den fælles tro på ham. Faktisk kan vi modtage omsorg i Guds nærvær, og vores hjerter kan hvile i fred takket være evangeliet om vandet og Ånden. Vi ville ikke være i stand til at hvile i fred uden evangeliet om vandet og Ånden.
Desuden står der også: ” jeg kan give jer af Åndens gaver, så I kan blive styrket”. Denne åndelige gave er evangeliet om vandet og Ånden. Man kan kun blive et af Guds børn og modtage velsignelsen, når man tror på evangeliet om vandet og Ånden.
Men hvad nytter det, at folk ønsker at leve dydigt i troen ved at holde op med at ryge og drikke og uden at gøre noget forkert, hvis de ikke kender evangeliet om vandet og Ånden, selvom de tror på Jesus på en eller anden måde? Deres handlinger har intet at gøre med Guds retfærdighed. Guds retfærdighed er meget større end menneskets. Det er nemt at lokke folk ind i kirken, men det er mere vigtigt at prædike evangeliet om vandet og Ånden til disse nye troende, så at de kan blive tilgivet for alle deres synder og blive Guds børn ved at blive iklædt himlens åndelige velsignelser.
Apostelen Paulus ønskede at helgenerne i Rom blev styrkede gennem hans egen tro. Så han sagde: ”eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min”. Derfor måtte apostelen Paulus prædike det sande evangelium for hele menigheden for at give dem tro, så de kunne styrkes gennem hans egen tro på evangeliet om vandet og Ånden. Han måtte give evangeliet om vandet og Ånden til de troende i kirken i Rom og lære dem, hvad det virkelig var.
Det er det, der gør apostelen Paulus anderledes fra den andre evangelister i vore dage. I brevet til den romerske kirke sagde apostelen Paulus, at han ønskede at styrke folk ved at give dem den åndelige gave og at opmuntre dem gennem fælles tro, både deres og hans tro. Det er dette, som alle prædikanter i kirkerne i dag, burde lære af apostelen Paulus. Apostelen Paulus prædikede evangeliet om vandet og Ånden, med hvilket man kunne skelne de sande brødre fra de falske.
I vore dage lader kirkerne en gruppe nye deltagere modtage dogmatisk lærdom i 6 måneder, og indenfor 1 år bliver de til slut døbt. Og det er det. De bliver døbt, uanset om de kender til evangeliet om vandet og Ånden, som Jesus fuldendte, eller ej. Med andre ord er det sådan, at selvom folk er blevet medlemmer af en kirke, så har de ikke været i stand til at blive Guds børn, som har opnået hans retfærdighed. Det eneste, præsterne i kirkerne i dag, beder deres nye troende om, er at lære De Ti Bud udenad og Trosbekendelsen. Hvis de nye troende består udenadslæren, bliver de spurgt: ”Vil du holde op med at drikke? Vil du holde op med at ryge? Vil du betale tiende hver måned? Vil du leve et liv i godhed?”
Grunden til, at kirkerne i Europa, Asien og resten af verden distancerer sig fra Guds retfærdighed, er, de søger efter menneskets egen retfærdighed. I vore dage selv i Korea, eller ”Asiens Jerusalem som det også kaldes”, falder antallet af kristne. Tiden er kommet, hvor ingen ønsker at gå i kirke, medmindre der afholdes et særskilt arrangement i kirken såsom en festival eller en popkoncert. Selv hvis folk dukker op, så indeholder de almindelige gudstjenester til de unge temaer såsom ”ryg ikke, lev et liv i kyskhed, hold søndagen hellig og gør en masse frivilligt arbejde”, og det har intet med Guds retfærdighed at gøre.
Fordi mennesket let begår synd og er for svagt til at holde op med at synde, så må mennesket forlade sig på Gud. Derfor skal vi, når folk kommer i Guds kirke, give dem evangeliet om vandet og Ånden, så de kan opnå Guds retfærdighed. Til dem skal vi overføre Guds retfærdighed, som siger, at du og jeg er uden synd, selvom vi stadig er ufuldkomne.
Sørg for at huske dette. Man kan kun leve ifølge Guds vilje, når man er blevet syndfri ved at tro på Guds retfærdighed. Man kan prædike evangeliet, når der er taget hånd om ens egne problemer med synd. Vores arbejde med at udbrede evangeliet til andre skal ikke komme før håndteringen af vores egen synd. Man kan aldrig prædike det sande evangelium til andre medmindre ens egne problemer med synd er blevet løst.
Det er blevet sagt, at apostelen Paulus vitterligt gav en åndelig gave til andre. Den gave, som Paulus talte om, handler ikke om at tale i tunger eller om healing, som der tales om i Pinsekirken i kristendommen i dag. De fleste kristne betragter mærkelige fænomener som at se syner, at udsige profetier, at tale i tunger eller at heale sygdomme som disse gaver.
Men disse ting er ikke åndelige gaver fra himlen. At se syner, imens man beder, er helt sikkert ikke en åndelig gave. En person, der skriger vildt, eller en person i en hule, der går bersærk, når han hører mærkelige lyde og ikke er i stand til at sove i tre nætter, er ikke en gave fra Gud. Den, som hævder, at han er i stand til at tale i andre tunger og falder bevidstløs om på gulvet efter at have udgydt mærkelige ord såsom ”la-la-la-la”, er ikke synet af en person, som modtager Helligånden. Det svarer nærmere til mentalt ustabile patienter på en lukket institution, som går amok. Men der findes såkaldte ”karismatiske genoplivere”, som insisterer på, at de kan lære kristne, hvordan de kan tale i andre tunger eller hvordan de kan modtage Helligånden. De gør noget ganske forkert, og den tro, de besidder, er helt klart ikke den rigtige.
Helligåndens levende vand flyder ud fra vores hjerter, når vi trofast udfører Guds åndelige arbejde og følger Herren. Helligåndens vand vil flyde over i vores hjerter, når vi reducerer de kødelige behov og i stedet følger de åndelige behov.
Kristne skal opnå den åndelige gave, som ligger i syndernes forladelse, ved at tro på evangeliet om vandet og Ånden. Nogle siger, at utallige kristne i dag er på vej direkte i helvede gennem nutidens kirker. Dette viser, at kirkerne i dag støtter menneskets egen retfærdighed i stedet for at prædike om Guds retfærdighed.
Brødre og søstre, selv hvis man har samlet en masse menneskelig retfærdighed sammen, efter man har været i kirke, så betyder det ikke, at han eller hun kan modtage den åndelige gave gennem sådanne handlinger. Vi skal tage Guds retfærdighed ind i vores hjerter ved troen på evangeliet om vandet og Ånden, så vi kan få den åndelige gave.
Lad os læse vers 13-17. Og det skal I vide, brødre, at jeg tit har sat mig for at komme, men hidtil er jeg blevet forhindret. Jeg ville nemlig gerne høste nogen frugt også hos jer ligesom blandt de andre folkeslag. Både grækere og barbarer, både vise og uforstandige er jeg forpligtet over for. Derfor min iver efter også at forkynde evangeliet for jer i Rom. For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ”Den retfærdige skal leve af tro””.
Apostelen Paulus ønskede at tage til Rom. Men han kunne ikke gøre dette, fordi han var blevet forhindret. Derfor måtte han bede for at døren til missionsarbejdet blev lukket op. På samme måde skal vi bede, mens vi prædiker evangeliet over hele verden gennem vores litterære menigheder. Kun når vi beder, kan vi bevæge Guds hjerte, og kun når Gud åbner døren for os og viser os vejen, vil vi være i stand til at levere evangeliet om vandet og Ånden til hele verden.
Paulus havde en gæld til alle mennesker
Hvem sagde apostelen Paulus, at han havde en forpligtelse overfor, og hvilken form for forpligtelse mente han i vers 14 og 15? Han sagde, at han var blevet forpligtet både overfor grækere og barbarer, og han skyldte dem at prædike evangeliet om vandet og Ånden. Han tilføjede, at han også havde en forpligtelse overfor de vise og de uforstandige. Derfor ønskede han at prædike evangeliet til disse mennesker i Rom så godt han kunne.
Derfor var formålet med Paulus’ brev til romerne at levere det sande evangelium. Han fandt ud af, at selv i hjerterne hos folket i kirken i Rom stod evangeliet om vandet og Ånden ikke stærkt i troen, og således henviste han til evangeliet som den åndelige gave. Derfor prædikede han evangeliet om vandet og Ånden selv til dem, som allerede var i kirken såvel som til alle mennesker i verden. Han sagde, at han havde en forpligtelse overfor de vise, de uforstandige, grækerne og alle barbarerne.
Hvilken forpligtelse, hvilken gæld, skyldte Paulus? Han skyldte at prædike evangeliet om vandet og Helligånden til alle mennesker i hele verden. Han insisterede på at levere al den gæld, han skyldte, til mennesker i hele verden. På samme måde skylder de mennesker, som i dag har evangeliet om vandet og Ånden, at udbrede evangeliet. Den gæld, som de skal indfri, er at sprede evangeliet ud til alle. Dette er grunden til, at vi skal udbrede evangeliet om vandet og Ånden til hele verden nu og her.
Folk har den misforståede opfattelse, at blodet på korset er hele frelsen. Men det himmelske evangelium, som Bibelen bevidner, er evangeliet om vandet og Ånden, som Paulus apostelen også bevidnede. Derfor sagde Paulus i Romerbrevet kapitel 6, at han var blevet døbt til Jesus Kristus og til hans død. Fordi der var kristne af navn i kirken i Rom, som kun troede på blodet på korset, ønskede Paulus at give dem den skjulte hemmelighed om dåben, som Jesus modtog. På samme måde skal vi prædike evangeliet om vandet og Ånden til dem, som ikke har været i stand til at høre det, selvom de har været i kirken længe.
Når kristne bliver spurgt, om de er syndige eller ej, så tænker de, at spørgsmålet er ubrugeligt, og intet har med deres personligheder at gøre. Men dette spørgsmål er faktisk overordentligt vigtigt og har stor betydning. Hvis mennesker kommer i helvede på grund af deres synder, hvem stiller dem så disse spørgsmål og giver dem svaret? Kun en person, som er syndfri i sit hjerte efter at være blevet født igen af evangeliet om vandet og Ånden, kan stille disse spørgsmål og også give folk det korrekte svar. Kun de genfødte helgener kan hjælpe syndere med at blive født på ny ved at give dem det sande evangelium, og det er evangeliet om vandet og Helligånden, som synderne aldrig har hørt om før.
Brødre og søstre, selvom man tror på Jesus, men ikke er blevet født på ny af vandet og Helligånden, så kan man hverken træde ind i eller se Guds rige. Derfor skal I være taknemmelige, når I møder mennesker, som tillader folk at modtage syndernes forladelse ved at give evangeliet om vandet og Ånden til jer. I vil da opnå en stor velsignelse.
Det evangelium som Paulus ikke skammede sig over
Hvad var det i vers 16, som apostelen Paulus ikke skammede sig over? Det var evangeliet om vandet og Ånden. Fordi dette evangelium er Guds magt til at frelse alle, som tror, kaldet Paulus det ”mit evangelium”, (Rom 2:16, 16:25), og han var stolt af det og skammede sig ikke over det. Grunden til, at han ikke skammede sig over evangeliet om vandet og Ånden, skyldtes, at dette evangelium gør folk fuldstændigt syndfrie og ødelægger de barrierer af synd, som skiller menneskeheden fra Gud.
Ville det være muligt at vaske al synd bort, hvis folk kun troede på blodet på korset? Det er nok muligt at rense alle de synder bort, som vi har begået indtil nu med denne form for tro, men det er umuligt at rense os fra fremtidig synd. Folk med denne form for tro forsøger at rense deres synder bort ved at fremsige angrende bønner hver dag. De bekender, at deres hjerter kun er fyldt med synder, og at de uundgåeligt vil synde. Disse kristne syndere, som er syndige, kan ikke for alvor tale om evangeliet til andre, fordi det ”evangelium” de har ikke er andet end ”gode nyheder” for dem.
Evangeliet hedder på græsk ”euaggelion”, og med andre ord kan man sige, at evangeliet har evnen til at blæse al synd i verden bort. Det sande evangelium er som dynamit. Det er dette sande evangelium, som udsletter al synd i verden. Derfor var en person som Paulus, som
troede på evangeliet om vandet og Ånden, som har kraften til at udrydde synd, ikke skamfuld over det. I dag er selv kristne skamfulde over at prædike evangeliet. Men dem, som besidder Guds retfærdighed, er folk, som stikker ud fra mængden med mere værdighed og ære, når de prædiker evangeliet.
Apostelen Paulus var overhovedet ikke skamfuld, da han prædikede evangeliet. Det var fordi, at det evangelium, som han prædikede, var evangeliet om vandet og Ånden. Det var fordi, dette smukke evangelium var Guds magt til at frelse alle dem, der tror.
Dette evangelium er det magtfulde evangelium, som tillader enhver, som tror på det, at få tilgivet sin synd, ligegyldigt hvem der har leveret det. Al synd i verden bliver fuldstændigt vasket væk, hvis lytteren tager evangeliet ind i sit hjerte. Men evangeliet, som kun handler om blodet på korset, giver kun den halve sandhed om frelsen til menneskene, og det vil sige, at det fortæller folk, at evangeliet kun fjerner arvesynden, og at deres daglige forseelser skal vaskes væk ved at fremsige daglige angrende bønner. Det efterlader en eftersmag af synd hos dets lyttere.
Fjernede Jesus kun delvist synden, fordi hans magt ikke var stor nok? Eftersom Jesus kendte menneskene ganske godt, efterlod han ingen form for synd. Han fjernede al synd sammen med vandet, blodet og Helligånden. Jeg tror på, at dette smukke evangelium giver fuldstændig frelse fra synden til alle, som hører og tror på evangeliet om Jesu dåb og hans blodsudgydelse på korset.
Derfor har evangeliet samme kraft overfor alle også jøderne og grækerne. Evangeliet om vandet og Ånden tillader den samme frelse fra synd til alle, som tror på Jesus, når evangeliet bliver prædiket for dem. Men omvendt, når evangeliet, som bliver leveret, er noget andet end evangeliet om vandet og Ånden, så vil man kun modtage Guds vrede. Så Paulus sagde: ”Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han”, (Gal 1:8). Apostelen Paulus sagde tydeligt, at kun evangeliet om vandet og Ånden er det sande blandt alle de andre evangelier.
Ligegyldigt om man er hedning eller jøde, eller om man tror på islam, konfucianisme, buddhisme, taoisme, solguden eller hvilket som helst andet, så får hver eneste person en chance for at høre evangeliet. Og ikke nok med det: dette evangelium om vandet og Helligånden giver dem chancen for at blive frelst fra alle deres synder. Så vi skal levere, at Jesus Kristus er Gud; at han skabte universet; at han kom til denne verden i skikkelse af et menneske for at frelse os; at han tog alle vores synder på sig ved at blive døbt af Johannes Døberen, og at han modtog straffen for vores synder ved at dø på korset.
Derfor var apostelen Paulus ikke skamfuld over evangeliet om vandet og Ånden. Selvom evangeliet om korset må være et skamfuldt evangelium, så kan evangeliet om vandet og Ånden ikke være skamfuldt på nogen måde, men et fornuftigt og stærkt evangelium, som flyder over med stolthed og værdighed. Enhver, som tror på dette evangelium, modtager opfyldelsen af Helligånden ved troen på den kendsgerning, at han eller hun er blevet et af Guds børn. Igen siger jeg til jer, at det smukke evangelium om vandet og Helligånden aldrig kan være et skamfuldt evangelium. Men det evangelium, som kun tror på blodet på korset, er skamfuldt.
Kristne, skammede I jer, når I måtte prædike evangeliet kun om blodet på korset? I skammede jer, når I leverede og kun troede på evangeliet om blodet, som ikke indeholder Jesu dåb. Fordi I skammede jer over at prædike dette ubrugelige evangelium, måtte I altid råbe til Herren eller udgyde fanatiske bønner i andre tunger for at opfylde jeres følelser, før I gik ud i gaderne for at råbe ”Tro på Jesus. Tro på Jesus!”
Dette kan man kun gøre, når man er overvældet af følelser, men man vil aldrig være i stand til at gøre det med et roligt sind. Det er derfor, at dem, som kun tror på blodet på korset, råber og skriger og skaber uro, når de er ude i gaderne for at prædike evangeliet. Med megafonen tæt på munden, råber de blot ordene: ”Jesus, til himlen, manglende tro, til helvede”. Men en, der tror på evangeliet om vandet og Ånden, fortæller om evangeliet som en gentleman; idet han har åbnet Bibelen, drikker han te og konverserer med andre.
Hvad er der blevet sagt om evangeliet om Guds retfærdighed?
Hvad står der i vers 17 om det, der bliver åbenbaret i Kristi evangelium? Der står, at ”Guds retfærdighed” åbenbares i Guds evangelium. Guds retfærdighed bliver fuldt og helt afsløret i det sande evangelium. Derfor står der, at Guds retfærdighed åbenbares i det fra tro til tro, og at de retfærdige kun skal leve ved troen. Det evangelium, som kun formidler blodet på korset, indeholder ikke Guds retfærdighed.
Brødre og søstre, hvis der bliver sagt, at man skal ytre angrende bønner hver dag som bod for de daglige synder, selvom arvesynden allerede er blevet tilgivet, og at man gradvis kan blive helliggjort for slutteligt at blive en fuldendt, retfærdig person, indeholder denne tro så Guds retfærdighed? Dette indeholder ikke Guds retfærdighed. Noget, der åbenbarer Guds retfærdighed, taler om fuldendte ting. Evangeliet om vandet og Helligånden taler fra begyndelse til slutning om det fuldendte evangelium.
I ytrer daglige angrende bønner, fordi I hver eneste dag begår synder, som om I skal dække jer med nye figenblade hver dag for at skjule jeres dårlige og skamfulde sider, eller måske hver uge og hver måned. En person bliver igen og igen syndig ved at fremsige daglige angrende bønner, og det svarer til at skjule sin skamfulde krop med bladene fra et figentræ. Således ser de religiøse liv ud hos dem, som kun tror på evangeliet om blodet på korset. De er tåberne, som ikke ønsker at iklæde sig læderdragterne, som Gud frivilligt har givet dem, men i stedet nyder at iklæde sig bladene fra et figentræ.
Jesu blod på korset var resultatet af Jesu dåb, og det var ikke blodsudgydelsen på korset, som gjorde Jesus i stand til at tage alle vores synder på sig. Dengang tog han vores synder på sig, da han blev døbt, og kom så til korset bærende på al synd i verden og døde for at sone al synd i verden. Derfor var korset resultatet af den dåb, som han modtog. Eftersom Jesus overtog vores synder gennem sin dåb, var blodsudgydelsen på korset hans sidste handling for at sone alle vores synder. Jesus modtog alle syndernes forbandelser på korset, fordi han var blevet døbt.
Men hvordan kan vi så opnå Guds retfærdighed? Vi kan erhverve den ved at kende og tro på evangeliet om vandet og Ånden. Du kunne spørge mig: ”tror du så på evangeliet om vandet og Ånden?” Og jeg kan med det samme og klart svare ”ja” på dette spørgsmål. Hemmeligheden bag at opnå Guds retfærdighed er at tro på evangeliet om vandet og Ånden.
Grunden til dette er, at evangeliet om vandet og Ånden er sandheden, og fordi det åbenbarer Guds kærlighed og hans retfærdighed. Det er også fordi, at evangeliet om vandet og Ånden indeholder syndernes forladelse, som Gud har givet til menneskeheden helt af sig selv, og vejen til at blive Guds børn, velsignelsen ved evigt liv gennem hvilket man kan modtage Helligånden og de fysiske og åndelige velsignelser på jorden.
Apostelen Paulus sagde, at Guds retfærdighed blev fuldt åbenbaret i evangeliet om vandet og Ånden, som han prædikede. Derfor er det at synde foran Gud, når man frembærer menneskets egen retfærdighed uden at kende Guds retfærdighed. Og værre er, at et evangelium, som kun tror på blodet på korset, er falsk.
Guds retfærdighed henviser til det fornuftige evangelium om vandet og Ånden, som han har foræret os. I fællesskab frelser det Gamle og det Nye Testamente os. Det Gamle Testamente forbereder vejen for det Nye Testamente, og det Nye Testamente indfrir løftet, som var indeholdt i det Gamle Testamente. Gud frelste os fra synden i verden ved at give os det sande evangelium i hvilket, Hans retfærdighed bliver fuldt åbenbaret. Således frelste han menneskeheden fra synd.
Lige nu bør hele verden vende tilbage til evangeliet om vandet og Ånden. Det eneste evangelium, som frelser folk fra synd, er det originale evangelium om vandet og Ånden. Brødre og søstre, hele verden må vende tilbage til evangeliet om vandet og blodet. De må vende tilbage til dette evangelium om vandet og Ånden, som indeholder Guds retfærdighed.
Baggrunden for dette er, at evangeliet om vandet og Ånden er den eneste sandhed, som kan frelse os fra synd. Kun evangeliet, som indeholder Guds retfærdighed, kan frelse os, kan gøre os syndfrie og forvandle os til Guds børn. Endvidere beskytter Helligånden i vores hjerter Guds folk, og denne Helligånd beder for os, velsigner os, bliver altid hos os og giver os evigt liv i gave.
Det er meget beskæmmende at se, at der er så mange mennesker, som slet ikke giver dette evangelium opmærksomhed. Jeg håber for alle, at de vil tro på dette evangelium om vandet og Helligånden ved at få en klar forståelse af Jesu dåb. Den dåb, som Jesus modtog af Johannes Døberen, er ikke noget, som Jesus accepterede, fordi han var beskeden. Han blev døbt for at bære al synd i verden. Johannes Døberen, som var den største født af en kvinde, lagde sine hænder på Jesu hoved, da han døbte Jesus. Dette er en parallel til ypperstepræstens håndspålæggelse på syndofrene i det Gamle Testamente (3 Mos 16:21). Jesu død på korset var et resultat af, at han havde taget synden på sig, på sin krop, og det svarer til syndofferet og blodsudgydelsen og døden efter håndspålæggelsen.
Fordi dette evangelium om vandet og Helligånden har været nævnt både i det Gamle Testamente og det Nye Testamente, vil enhver, som tror på det ene evangelium, men udelader det andet evangelium, nære den forkerte tro. Det vigtigste og det allerførste Jesus gjorde, da han kom til denne verden, var at blive døbt af Johannes Døberen. Det er meget forkert af jer at tro, at hans dåb kun er et symbol, og at Jesus blev døbt på grund af beskedenhed.
Hvilken person er en kætter? I Titusbrevet 3:10 står der skrevet: ”Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel. Du ved jo, at sådan et menneske er kommet på afveje; det synder, og det har dømt sig selv”. En kættersk person er en person, som har dømt sig selv. En person, som har dømt sig selv, betyder en person, som indrømmer og bekender, at han eller hun er syndig. Derfor er det, at en kristen, som siger ”jeg er syndig” er en kætter. Der står skrevet: ”Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel”.
Fordi denne form for kristne er forkvaklede og rådne, skal en syndfri helgen ikke komme i nærheden af dem. En kætter er selv skyld i, at han er fordømt på grund af den tro, han nærer, og hans religiøse liv er rådnet væk. En person, som begår utilgivelige synder foran Gud, ønsker ikke at være syndfri ved at tro på evangeliet om vandet og Ånden, men fortsætter i stedet med at synde og afviser den absolutte frelse foran Gud, imens han hævder, at han stadig er syndig. En, som forsømmer sig selv, imens han eller hun tænker, at selvom man tror på Jesus, så er man syndig, og derfor kalder man sig selv for synder, er en kætter på vej mod helvede.
Nogle kristne sætter et klistermærke bag på bilen, hvor der står: ”det er min skyld”. Det virker som et meget venligt og varmt udsagn, når mennesker ser det, men faktisk betyder det, at eftersom alt er ens egen skyld, så vil det at komme i helvede, at blive en kætter og blive forbandet, være ens egen skyld. ”Det er min skyld” er et paradoksalt udtryk, som egentlig siger, at man leve et dydigt liv. Men en, der siger sådan og støtter et sådant slogan og tror, at han eller hun kan leve uden synd, angriber direkte Guds ord, som definerer menneskeheden som frugten af alle overtrædelser. Dem, som jager efter denne form for menneskelig indsigt, vil til slut modtage alle former for forbandelser.
Er der måske nogle blandt jer, som har fordømt jer selv? Så skal I endnu engang lytte omhyggeligt til min prædiken over Romerbrevets kapitel 3, som siger, at syndernes forladelse ikke henviser til Doktrinen om Retfærdiggørelse. Romerbrevet diskuterer dette meget indgående. Apostelen Paulus vidste i forvejen, hvad mennesker engang ville sige og sagde derfor på forhånd, at det at blive syndfri i sandhed er at være uden synd og ikke blot er det at kalde en synder for retfærdig. Han bevidnede også klart, at kun evangeliet om vandet og Ånden er sandheden. Derfor er det naturligt, at dem, som kun tror på blodet på korset, vil blive ignoranter og døve, når de læser Romerbrevet.
Apostelen Paulus brev til romerne er sådan et stort helligt dokument, fordi det bevidner evangeliet om vandet og Ånden. Man bliver retfærdig, når man tror på Jesus, selvom man oprindeligt var en synder, før man fandt troen. Man skal i sandhed blive en retfærdiggjort person, som ikke har synd i hjertet. Sådan kommer man til at besidde den rette form for tro.
Jeg håber, at selvom folks tro på dette tidspunkt ikke er fuldendt, så vil deres tro til slut nå det perfekte, imens de lytter til ordene om vandet og Ånden gennem den genfødte kirke. Jeg beder jer: lær mere om evangeliet om vandet og Ånden gennem disse prædikener og bekræft ordene om sandheden.
Jeg tror på, at Gud vil begave os rigdommen fra de himmelske velsignelser.
Copyright © 2021 by The New Life Mission
