(Åb 2:1-7)
”Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig. Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.””
Eksegese
Vers 1: ”Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager”.
Kirken i Efesos var en af Guds kirker grundlagt ved troen på evangeliet om vandet og Ånden, som Paulus havde prædiket. ”De syv guldlysestager” i dette afsnit henviser til Guds kirker, forsamlingen af dem, som tror på evangeliet om vandet og Ånden, og ”de syv stjerner” henviser her til Guds tjenere. Udtrykket ”han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd” derimod, betyder, at Gud selv holder og bruger sine tjenere.
Vi må erkende, at det, som Gud sagde til de syv kirker i Asien gennem sin tjener Johannes, også er henvendt til alle hans kirker i nutiden, som nu ser de sidste tider i øjnene. Gennem sine kirker og sine tjenere taler Gud til os og fortæller os, hvordan vi skal overvinde prøvelserne og trængslerne, som venter os. Vi må overvinde Satan ved at høre og tro på Ordet om Åbenbaringen. Gud taler til hver og en af sine kirker.
Vers 2: ”Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver.”
Herren roste kirken i Efesos for dens gerninger, arbejde, tålmodighed, for dens intolerance med ondskab og for at prøve og for at afsløre falske apostle. Fra dette afsnit kan vi udlede hvor stor troen og hengivenheden i kirken i Efesos har været. Men vi må indse, at uanset hvor god troen har været i begyndelsen, så er troen ubrugelig, hvis den senere kommer på afveje. Vores tro må være den sande tro, hvis begyndelse og afslutning trofast forbliver den samme.
Men troen hos tjeneren i Kirken i Efesos var ikke sådan, og derfor blev han skældt ud og advaret af Gud om, at han ville fjerne lysestagen fra dens plads. Som kirkehistorien afslører, blev de syv kirker i Asien forbandet og fik deres lysestager fjernet. Vi må lære af lektien fra kirken i Efesos og huske på, at vores kirker skal godkendes af Gud som hans egne ved at grundlægge dem på troen om evangeliet om vandet og Ånden, og at vi må blive Guds tjenere, som holder vores kirker fast ved denne tro.
Vers 3: ”Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt.”
Vorherre vogter over alle sine kirker og ved udmærket, hvordan hans helgener arbejder for Hans navns skyld. Men helgenerne i kirken i Efesos var ved at forlade deres første tro og begyndte at gå den forkerte vej ved at udvande det rene evangelium om vandet og Ånden med andre trosretninger.
Vers 4: ”Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.”
Troens gerninger, som helgenerne og tjenerne i kirken i Efesos udførte, var så utrolige, at Herren selv roste dem for deres handlinger, arbejde og tålmodighed. De havde prøvet og afsløret falske apostle, de havde ihærdigt fortsat og arbejdet for Herrens navns skyld, og de var ikke blevet trætte. Men midt i alle disse prisværdige gerninger, havde de mistet det, som uden tvivl var mere vigtigt end noget af dette: de mistede deres første kærlighed, som Jesus Kristus havde givet dem.
Hvad betyder dette? Det betyder, at de havde undladt at overholde evangeliet om vandet og Ånden, som havde tilladt dem at blive udfriet fra alle deres synder på én gang ved deres accept af og tro på Herren. Og at de lod evangeliet om vandet og Ånden i stikken betyder, at de havde tilladt falsk lærdom og andre evangelier at krybe ind i deres kirke.
Hvad var så disse andre evangelier og denne anden lærdom? Det var de verdslige filosofier og humanistiske ideologier. Disse går stadig imod sandheden om frelsen, som Gud har givet menneskeheden. De er muligvis godgørende for menneskets kød, og tilstræber måske endda at bringe fred og sammenhold blandt folk, men de kan ikke få folks hjerter til at forene sig med Guds hjerte. Det er sådan, at tjenerne og helgenerne i kirken i Efesos endte med at gøre deres tro til de frafaldnes tro, og de blev fordømt foran Gud. Og det er derfor, at Herren bebrejdede dem.
Når vi kigger på kirkehistorien, kan vi se, at evangeliet om vandet og Ånden begynder at blive degenereret allerede fra den Tidlige Kirkes tid. Ved at lære af denne lektie må vi holde godt fast ved evangeliet om vandet og Ånden og behage Herren med vores trofaste tro og overvinde Satan og verden i vores kamp mod dem.
Hvad var ”den første kærlighed” for tjenerne og helgenerne i kirken i Efesos? Deres første kærlighed var ingen anden end evangeliet om vandet og Ånden, som Gud havde givet dem. Evangeliet om vandet og Ånden er Ordet om frelsen, som har magt til at udfri alle fra verdens synd.
Gud afslørede for Paulus, Johannes og de andre tjenere i de syv kirker i Asien, hvad evangeliet om vandet og Ånden er og tillod dem at forstå det. Det er sådan, at de kunne tro på dette evangelium, og sådan, at dem, som hørte og troede på evangeliet, som blev prædiket for dem, kunne blive frelst fra al synd i verden.
Evangeliet om vandet og Ånden givet af Vorherre, findes i Ordet om Kristi dåb og hans blod på Korset. Og alligevel forlod tjeneren i kirken i Efesos dette evangelium senere hen, selvom han havde mødt Herren gennem evangeliet om vandet og Ånden og havde prædiket det i taknemmelighed i begyndelsen.
Vers 5: ”Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig.”
At tjeneren i kirken i Efesos var faldet bort fra Guds kærlighed betød, at menigheden havde forladt evangeliet om vandet og Ånden. Det er derfor, at Herren sagde til dem, at de skulle reflektere over, hvor de måske havde mistet troen, angre og gøre det, som de først gjorde.
Hvad var det så, der fik kirken i Efesos til at miste evangeliet om vandet og Ånden? Svagheden i kirken i Efesos kan spores tilbage til dets tjeners kødelige tanker, og det var det, der fik dem på afveje. Evangeliet om vandet og Ånden er fra Gud, den absolutte sandhed, som havde åbenbaret alle de falske doktriner og religiøse læreres løgne i denne verden. Det betyder, at når kirken i Efesos prædikede og udbredte evangeliet om vandet og Ånden, var konflikten med de verdslige folk uundgåelig.
Denne konflikt gjorde det til gengæld vanskeligt for de troende i kirken i Efesos at håndtere de verdslige, og nogle blev endda forfulgt for deres tro. For at undgå dette og gøre det nemmere for folk at komme ind i Guds kirke afveg tjeneren i kirken i Efesos fra evangeliet om vandet og Ånden og tillod, at et mere filosofisk evangelium blev prædiket.
Det ”filosofiske evangelium” her er et falsk evangelium, som stammer fra humanistiske tanker, som ikke blot søger at genoprette forholdet til Gud, men også at bringe fred mellem mennesker. Denne form for horisontal og vertikal tro er ikke den form for tro, som Gud ønsker af os. Den tro, som Gud ønsker af os, er en tro, som gennem vores underdanige forhold med Gud, genopretter vores fred med Ham.
Grunden til, at tjeneren i kirken i Efesos mistede evangeliet om vandet og Ånden, er, at han forsøgte at acceptere det, som ikke kan accepteres i Guds kirke – verdslige folk, som ikke tror på evangeliet om vandet og Ånden – og tilpassede hans lære efter deres behov. Guds kirke kan kun etableres på grundlag af Ordet om evangeliet om vandet og Ånden.
Og alligevel er der mange mennesker, i dag som på den Tidlige Kirkes tid, som tror, at det er nok, at man på en eller anden måde tror på Jesus, for så bliver man frelst, og som ikke ser, hvorfor de skal tro på evangeliet om vandet og Ånden. Men at tro på Jesus, mens man ignorerer evangeliet om vandet og Ånden givet af Gud, er en dybt misforstået tro. Dem, som blot tror på Gud som en religiøs praksis og halvhjertet går gennem handlingerne, vil blive Guds fjender. Det er derfor, at Gud skældte tjeneren i kirken i Efesos ud og rådede ham til at angre sin forkerte tro og vende tilbage til den sande og oprigtige tro, den første tro, som han havde, da han hørte evangeliet om vandet og Ånden første gang.
Der er en vigtig ting vi kan lære her: hvis en af Guds kirker falder bort fra dets tro på evangeliet om vandet og Ånden, så vil Gud ikke længere kalde den sin kirke. Det er derfor, at Herren sagde, at han ville fjerne lysestagen fra dets sted og give den til dem, der troede på evangeliet om vandet og Ånden.
En kirke, som har forladt og ikke længere prædiker evangeliet om vandet og Ånden, er ikke en af Guds kirker. Det er absolut afgørende for os, at vi indser, at det at tro på, forsvare og prædike evangeliet om vandet og Ånden er meget vigtigere end nogle andre gerninger.
Lilleasien, hvor de syv kirker nævnt oven for befandt sig, er nu en muslimsk region. Således har Herren fjernet lysestagen, Guds kirke, hertil og fået os til at prædike evangeliet om vandet og Ånden over hele verden. Men Guds sande kirke er sandheden om evangeliet om vandet og Ånden. Guds kirke kan ikke eksistere uden det. Jesu tolv disciple havde en konstant tro på evangeliet om vandet og Ånden gennem den apostolske tid (1 Pet 3:21, Romerbrevet kapitel 6, 1 Joh kapitel 5).
Men hvad der ikke desto mindre er ulykkeligt er, at Guds kirker i Lilleasien mistede det sande evangelium om vandet og kirken siden den Tidlige Kirkes tid, og at denne region blev muslimsk som et resultat af dette. Ydermere blev kirken i Rom ramt af en tragedie, da den mistede evangeliet om vandet og Ånden med Milano-ediktet udstedt af den romerske kejser Konstantin.
Vers 6: ”Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader.”
Nikolaitterne var dem, som brugte Jesu navn til at forfølge deres verdslige og materielle behov. Men kirken i Efesos hadede nikolaitternes doktrin og gerninger. For kirken i Efesos var dette én ting, som var værdig til at blive rost af Gud i høje toner.
Vers 7: ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.”
Guds tjenere og helgener må høre det, som Helligånden siger til dem. Det, som Helligånden siger til dem er, at de skal forsvare deres tro og udbrede evangeliet om vandet og Ånden til enden. For at gøre dette må de kæmpe imod og overvinde dem, som spreder løgnene. At miste kampen mod løgnerne er ensbetydende med ødelæggelse. Guds troende og tjenere må erobre og vinde over deres fjender med deres våben – det vil sige med Guds Ord og evangeliet om vandet og Ånden.
Gud sagde: ”Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.” Gud vil kun give frugten fra livets træ til den ”der sejrer”. Men sejrer over hvem eller hvad? Med vores tro må vi overvinde dem, som ikke tror på evangeliet om vandet og Ånden. De troende må involvere sig konstant i åndelige slag med dem, som tilhører løgnen, og de må komme frem som sejrherrer i disse slag med deres tro. De må også give al æren til Gud og leve et liv i sejren med deres tro på evangeliet om vandet og Ånden. Kun dem, som med deres tro på sandheden, overvinder deres fjender i deres kamp vil være i stand til at leve i den Nye Himmel og Jord givet af Gud.
I den Tidlige Kirkes tid måtte dem, som søgte at tro på og forsvare evangeliet om vandet og Ånden. På samme måde vil der komme mange flere martyrer, når tiden kommer, hvor Antikrist opstår.