- All e-books and audiobooks on The New Life Mission website are free
- Explore multilingual sermons in global languages
- Two new revised editions in English have been released
- Check out our website translated into 27 languages
Emne 10 : Kommentarer og Prædikener over Johannes’ Åbenbaring
[KAPITEL 2-2] Troen som kan Omfavne Martyriet (Åb 2:1-7)
For de fleste af os er martyrium et usædvanligt ord, men for dem, som er blevet opdraget i en ikke-kristen kultur, er det endnu mere besynderligt. Det er helt sikkert, at ordet ”martyrium” ikke er et ord, som vi ofte støder på i vores hverdag; vi føler os fremmede og afskårne fra ordet, for det er helt surrealistisk at forestille os vores eget martyrium. Ikke desto mindre diskuterer kapitlerne 2 og 3 i Johannes’ Åbenbaring dette martyrium, og fra det Ord må vi etablere troen på martyriet i vores hjerter – det vil sige, troen gennem hvilken vi kan blive martyrer.
De romerske kejsere var de absolutte herskere over folket i det romerske rige. Idet de havde absolut magt over deres domæne, kunne de gøre alt, som deres hjerter begærede. Efter at have ført krige og vundet flere krige undertrykte det romerske rige utallige nationer under dets regime og gjorde sig selv rigt med udbyttet fra de erobrede nationer. Ved ikke at have tabt en eneste krig voksede den lille nation til et af de største riger i hele verden. Kun himlen satte en grænse for den magt, som dets herskere udøvede. Så stor var denne magt, at de til sidst blev tilbedt som levende guder af folket.
Det var for eksempel ikke usædvanligt, at kejserne byggede statuer af dem selv og fik folket til at bøje sig i støvet foran dem. For de kejsere, som havde udråbt sig selv til guder, kunne udbredelsen af troen på Jesus ikke være andet end en alvorlig trussel imod deres absolutte magt. Ved at gøre de kristnes forsamlinger ulovlige henholdt de sig til undertrykkende strategier for at forfølge de troende, arrestere dem, fængsle dem og til sidst endda henrette dem for deres tro. Det er op imod denne historiske baggrund, at de tidlige kristne søgte tilflugt under jorden fx i katakomberne for at undslippe forfølgelsen, og det er denne forfølgelse, som lagde grunden til, at de omfavnede martyriet for at forsvare deres retfærdige tro.
Det er sådan, at martyrerne opstod i den Tidlige Kirkes tid. Selvfølgelig blev helgenerne på den tid ikke martyrer for simpelthen at afvise kejsernes autoritet. De anerkendte deres verdslige autoritet, men de accepterede ikke længere deres autoritet, når de tvang dem til at tilbede mennesket som en gud og forlade Jesus i deres hjerter, selvom det kostede dem deres eget liv. De romerske kejsere forlangte, at de kristne skulle fornægte Jesus og tilbede dem ikke blot som kejsere, men også som guder. Ude af stand og uvillige til at give efter for sådanne krav fortsatte de tidlige kristne med at se forfølgelsen i øjnene og til at blive martyrer for at forsvare deres tro, indtil Milano-ediktet i 313 e.Kr. endelig gav dem religionsfrihed. Som disse forfædre i troen før os vil vi også hellere se retfærdig død i øjnene end at opgive vores tro.
Afsnittet om de syv kirker i Lilleasien er ikke blot beskrivelsen af omstændighederne og situationen på den tid, men også en afsløring af den verden, som skulle komme. I den skildring findes åbenbaringen, at Guds tjenere og hans helgener vil blive martyrer for at forsvare deres tro. Ligesom i det romerske riges tid vil der komme en tid, hvor en absolut hersker vil opstå som den moderne version af en romersk kejser, og han vil undertrykke alle under sit tyranniske herredømme og skabe statuer i sit eget billede og kræve, at alle bukker sig foran dem, og forlanger, at han skal tilbedes som en gud. Det er ikke så langt væk fra vores egen tid, og når denne tid kommer, vil mange helgener følge i fodsporene på den tidlige kirkes troende til deres martyrium.
Derfor må vi i vores hjerter beholde det formanende Ord, som Vorherre gav de syv kirker i Lilleasien. Ved at hilse på dem, indgyde dem mod og formane de syv kirker i Asien lovede Gud, at ”den, som sejrer” vil spise ”fra livets træ, som står i Guds paradis” og modtage ”livets krone” og ”det skjulte manna at spise” og ”morgenstjernen” og mere! Det er Guds trofaste løfte, at dem, som overvinder martyriet, vil han give alle Himlens evige velsignelser.
Hvordan kunne helgenerne i den Tidlige Kirke se deres martyrium i øjnene? Det første vi skal huske på er, dem, som kunne blive martyrer, var Guds tjenere og hans helgener. Ikke alle kan få et martyrium. Kun dem, som tror på Jesus som deres Frelser, giver ikke efter under forfølgelsen og holder fast ved deres tro og stoler på Vorherre og kan derfor udholde martyriet.
Apostelen Johannes, som vi her ser skælde ud på kirken i Efesos fra sit eksil på øen Patmos, var den sidste af Jesu tolv disciple, som var i live. Alle de andre apostle var allerede blevet martyrer såvel som andre helgener. Historisk set var helgenerne i de syv kirker i Lilleasien kun få blandt de utallige kristne, som blev martyrer indtil 313 e.Kr. På flugt fra forfølgelsen gik de bogstaveligt talt under jorden og udgravede huler for at undslippe dem og forsamledes i underjordiske kirkegårde kendt som katakomberne for at dyrke deres tro – gennem alt dette og mere til forrådte de aldrig deres tro og omfavnede frivilligt deres martyrium.
Tjenerne og helgenerne i de syv kirker i Asien, inklusiv kirken i Efesos, var også alle martret på trods af Guds formaning. Det, som gjorde dem i stand til at blive martyrer, var deres tro på Herren. De troede alle på, at Herren var Gud, at han fjernede alle deres synder, og at han var Hyrden, som ville føre dem alle til Tusindårsriget og den Nye Himmel og Jord. Det er denne tro og overbevisningen om håb, som gjorde dem i stand til at overvinde deres frygt og smerten i døden, som fulgte deres martyrium.
Vi lever nu i de sidste tider. Der er ikke længe til, at verden vil blive forenet under én magt, og at en enevældig hersker vil opstå. Denne absolutte hersker, som der står skrevet om i Åb 13, vil true helgenernes liv og forlange, at de forkaster deres tro. Men vi, helgenerne i de sidste tider, vil være i stand til at overvinde hans trusler og tvang og forsvare vores tro gennem vores martyrium, fordi vi har den samme tro, som den helgenerne i den Tidlige Kirke havde.
I vers 4-5 skældte Gud kirken i Efesos ud og sagde: ”Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig.” Hvad betyder dette? Det betyder, at kirken i Efesos havde forladt evangeliet om vandet og Ånden. Alle helgenerne i den Tidlige Kirke, også dem i kirken i Efesos, havde troet på evangeliet om vandet og Ånden. Det skyldtes, at Jesu disciple havde udbredt og prædiket evangeliet om vandet og Ånden. Så evangeliet, som helgenerne på den tid modtog fra apostlene, var det fulde evangelium, ikke det falske, menneskeskabte evangelium, som kun tror på blodet på Korset.
Men det siges her, at tjeneren i kirken i Efesos havde forladt sin første kærlighed. Det betyder, at tjeneren i kirken i Efesos havde forladt evangeliet om vandet og Ånden i sit præsteembede i kirken. Det er derfor, at Herren sagde, at han ville fjerne lysestagen fra dens plads, medmindre han angrede. At fjerne lysestagen fra ham betød at fjerne kirken, som endvidere betød, at Helligånden ikke længere ville kunne arbejde i kirken i Efesos.
At vende tilbage til evangeliet om vandet og Ånden var faktisk ikke så svært for tjeneren i kirken i Efesos. Men det var det mindste af hans problemer. Det, som bragte ham i føre, var, at han, idet han troede på evangeliet om vandet og Ånden i sit hjerte, undlod at prædike det, som han helt præcist troede på. Han bød dem, som blot hævdede at tro på Jesus som deres Frelser, velkommen i sin kirke, selvom de ikke troede på evangeliet om vandet og Ånden, når det at bekende deres tro på evangeliet om vandet og Ånden for de troende betød at forberede sig på martyriet.
Med andre ord bød han velkommen til alle dem, som kom til kirken uanset om de havde den samme tro på Gud og Hans evangelium om vandet og Ånden. Fordi det at træde ind i Guds kirke krævede et så stort offer, og fordi tjeneren i kirken i Efesos var bange for, at disse ofre ville forhindre mange i at komme ind i kirken, prædikede han ikke den absolutte tro præcist som han burde gøre det.
Men eftersom Helligånden ikke kan hvile der, hvor der ingen sandhed er, sagde Gud, at han ville fjerne lysestagen. Det var ikke på grund af manglende gerninger blandt tjenerne og helgenerne i kirken i Efesos, at Gud sagde, at han ville fjerne kirken; han mente snarere, at han ikke ville kunne hvile i kirken, fordi sandheden ikke længere fandtes i den.
Det er et ufravigeligt krav, at Guds kirke følger evangeliet om vandet og Ånden. Guds tjenere og helgener må ikke blot tro på dette evangelium, men også prædike og undervise i det på præcise og absolutte vilkår, for kun i dette evangelium kan vi finde Guds kærlighed, hans nåde og alle hans velsignelser for os.
I stedet for at prædike dette evangelium accepterede tjeneren i kirken i Efesos i sin menighed dem, som kun troede på blodet på Korset. Men selv for en genfødt tjener, helgen eller kirke vil det at tro på evangeliet om vandet og Ånden og alligevel undlade at prædike evangeliet om vandet og Ånden, som har fjernet alle vores synder med Jesu dåb og hans blod på Korset, gøre alle Herrens gerninger ubrugelige.
Selvom vi måske kommer til kort i Vorherres øjne, så kan Herren hvile og arbejde i os som Helligånden, hvis vi tror på dette evangelium og prædiker det. Selv hvis Guds tjenere eller helgener er fulde af utilstrækkeligheder, kan Herren lære og føre dem gennem sit Ord. I evangeliet om vandet og Åndens kirke findes Helligånden, og tilstedeværelsen af Helligånden i den betyder, at kirken er hellig.
Der kan ingen hellighed være for Guds tjenere eller helgener, hvis de ikke længere prædiker evangeliet om vandet og Ånden. De er måske i stand til at sige, at de ikke længere er syndige, men hellighed kan ikke findes, hvor evangeliet om vandet og Ånden ikke prædikes.
Evangeliet om vandet og Ånden er det evangelium, som helgenerne i den Tidlige Kirke troede på; evangeliet, som hævder, at Herren kom til denne jord for at frelse menneskeheden ved at tage verdens synd på sig med sin dåb og ved at fjerne dem alle med sin død på Korset. Han fjernede alle vores svagheder og utilstrækkeligheder med sin dåb. Gud fjernede alle vores synder fra vores svaghed og utilstrækkeligheder, og Han blev vores evige Hyrde.
Når man er så rigeligt velsignet, hvordan kan man så udskifte Herren med en romersk kejser og tilbede en dødelig som sin gud? Fordi Guds nåde var så stor og så rigelig, kunne hverken lokkemidler eller trusler fra en romersk kejser få dem til at fornægte hans kærlighed, og de omfavnede villigt og med glæde martyriet for at forsvare deres tro. De gik imod både truslerne, som forsøgte at tvinge dem til at forkaste deres tro og forsøgene på at udnævne dem til offentlige embedsmænd for at lokke dem til at forkaste deres tro og fornægte deres Gud, og denne udødelige trofasthed er det, som gjorde dem i stand til at blive martyrer.
Martyrernes hjerter var fyldt med taknemmelighed for Guds nåde og kærlighed, som havde udfriet dem fra deres synder gennem evangeliet om vandet og Ånden. Dem, hvis tro ikke kunne forråde Guds kærlighed, som for evigt havde befriet dem fra deres synder omfavnede martyriet over frafaldet. Tiden vil komme, hvor også vi, ligesom de romerske kejsere forlangte, at helgenerne i den Tidlige Kirke skulle anerkende deres guddommelighed og tilbede dem som guder, vil blive tvunget til at forkaste vores tro. Når det sker, må vi følge i vores tros forfædres fodspor og forsvare vores tro med martyriet.
Selvom vi er fulde af utilstrækkeligheder, så har Gud elsket os så meget, at Han har taget alle vores utilstrækkeligheder og synder på sig selv. Uanset hvor utilstrækkelige vi har været over for Hans nåde, har Han accepteret os i sine arme. Han har ikke blot omfavnet os, men Han har også løst vores problemer med synden og ødelæggelsen og har gjort os til sine børn og brude for altid. Det er derfor, at vi aldrig kan forråde vores tro på Ham og derfor, at vi villigt og gladelig vil omfavne martyriet i hans navn. Martyriet er at forsvare den første kærlighed, som Gud gav os. Det er ikke et resultat af vores menneskelige følelser, men snarere af troen på den kendsgerning, at Gud gav os alle sine velsignelser på trods af vores svagheder og utilstrækkeligheder. Det er ikke ved vor viljestyrke, at vi kan blive martyrer, men ved vores tro på vores Guds storhed.
Der er selvfølgelig mennesker, som dør som martyrer for deres land eller deres ideologis skyld. Disse mennesker har en ufravigelig tro på, at det, de tror på, er sandt og er endda villige til at opgive deres liv for dets skyld. Men hvad med os? Hvordan kan Guds børn, som er blevet født på ny af vandet og Ånden gennem deres tro på Jesus Kristus, blive martyrer? Vi kan blive martyrer, fordi vi er så taknemmelige for evangeliet med hvilket Vorherre har elsket os og frelst os. Fordi Gud har accepteret os på trods af vores utallige utilstrækkeligheder, fordi Han har gjort os til sit folk og velsignet os til at leve for evigt i sit nærvær, kan vi aldrig forlade Ham.
Gud har også lovet os den Nye Himmel og Jord, og alene for dette håb kan vi ikke forlade vores tro. Ligegyldigt hvad der sker – selv hvis Antikrist truer og forfølger os til døden i de sidste tider – så kan vi aldrig fornægte Vorherre og hans evangelium om vandet og Ånden. Selv hvis vi slæbes hen foran Antikrists fødder og bliver slået ihjel, så kan vi aldrig forråde Guds nåde og kærlighed, som har frelst os. Som ordsproget lyder ”ikke om så jeg dør”, vil vi forråde Herren. Vi bliver måske tvunget til at gøre andre ting, men der er én ting, som vi aldrig vil bukke under for: vi vil hverken forlade eller forråde Kristi kærlighed, som har frelst os.
Tror du, at Antikrist vil have medlidenhed med os, fordi vi er utilstrækkelige? Selvfølgelig ikke! Han er da ligeglad! Men Vorherre har gjort os hele og fuldendte ved at tage alle vores problemer på sig og blive dømt i vort sted uanset hvor svage og fejlbehæftede vi er. Det er derfor, at vi ikke kan forlade Herrens frelses kærlighed, som har udfriet os igennem evangeliet om vandet og Ånden og derfor, at vi ikke kan forlade vores tro på denne første kærlighed. Intet kan forlades, medmindre vi forlader det i vores hjerter først.
På samme måde kan vi forsvare vores tro til den bitre ende, ligegyldigt hvor mange trusler, lokken eller tvang vi udsættes for, hvis blot vi beholder vores tro i vores hjerter. Hvis vi i vores hjerter kender Guds værdifulde kærlighed til os, og hvis vi holder fast ved denne kærlighed til slutningen, kan vi forsvare evangeliet til de sidste dage. For dem, som vandrer i troen, er martyriet aldrig vanskeligt at omfavne.
Vi må alle alvorligt tænke over muligheden for vort eget martyrium. Martyrium er ikke kun at udholde smerte og lidelse. Vores kød er sådant, at selv det mindste stik med en nål kan gøre ufatteligt ondt. At stå imod kødets lidelser er ikke det, som martyrium handler om. Martyriet handler om at opgive sit eget liv. Ikke blot at udholde fysisk smerte, men faktisk at miste ens liv er det, som martyriet virkelig handler om. Når Antikrist forlanger, at vi kalder ham og tilbeder ham som gud, så vil vi modsætte os det til vores egen død. Fordi kun Vorherre er vores Gud, og Han alene fortjener vores tilbedelse, er det kun passende, at vi skal martres for at forsvare hans navn. Vi kan ikke bytte denne tro ud med hvad som helst.
Fortjener Antikrist, som fornægter Gud og forlanger at blive tilbedt som gud, virkelig at blive tilbedt på denne måde? Selvfølgelig ikke! Kun Gud har magten til at skabe verden og universet. Kun Han har magten over liv og død. Kun Han er uden fejl, syndfri og fuldstændig retfærdig over for alle skabninger, og kun Han har magt til at fjerne al synd i verden. Men hvad så med Antikrist? Det eneste, som Antikrist har, er verdslig magt. Det er derfor, at vi ikke kan bytte Vorherre ud med ham, og det er derfor, at vi aldrig kan forråde vores tro på den Almægtige Gud.
Gud er den, som helt sikkert vil gøre os lykkelige for evigt. Han vil genrejse dem, som er blevet syndfrie ved at tro på Jesus Kristus, i strålende kroppe og åbne portene til Tusindårsriget og den Nye Himmel og Jord for dem. Men dem, som bøjer sig ned for Antikrist, vil se evig straf i øjnene og vil blive kastet ned i helvede sammen med Satan. Det ville være det mest tåbelige at gøre, hvis vi skulle kaste vores evige lykke bort ved at stå sammen med Antikrist, fordi vi er bange for noget, som blot er forbigående smerte og lidelse. Når de kender denne sandhed, vil de, som tror på evangeliet om vandet og Ånden i deres hjerter, modigt stå frem imod Antikrist, blive martyrer og modtage evig lykke som belønningen for deres offer.
Du og jeg vil blive martyrer – det vil vi alle. Tag ikke fejl: når den sorte hests æra slutter, så vil den gustengule hests æra komme, og så vil Antikrist opstå, og de syv basuners plager vil begynde. Antikrist vil helt sikkert opstå, og vi, helgenerne, vil helt sikkert blive martret og med vores genopstandelse vil vi helt sikkert blive bortrykket. Og vi vil helt sikkert træde ind i Tusindårsriget. Det er derfor, at vi alle er villige til at blive martyrer, når Antikrist forfølger os og forlanger vores død.
Quo Vadis, en af de klassiske film, portrætterer mange kristne, som opgav deres liv for at forsvare deres tro og sang lovprisninger, selv da de blev slået ihjel. Filmen i sig selv er fiktion, men den historiske baggrund er helt sandfærdig – det vil sige, at mange kristne virkelig opgav deres liv for at forsvare deres tro. Hvorfor gjorde de det? På grund af det, som de romerske myndigheder forlangte af dem – at fornægte Gud, at tilbede andre guder i stedet og at forlade deres tro – det var ikke noget, som de kunne acceptere.
Hvis de havde udskiftet deres Gud, som de romerske kejsere forlangte af dem, så ville de have ændret alt. Kejseren ville være blevet deres gud, ville underlægge dem sit tyranni, og de ville dø i kamp som hans bønder. De ville hverken blive udfriet af synden eller være i stand til at komme ind i den Nye Himmel og Jord. Det er derfor, at de ikke kunne forlade deres tro og i stedet valgte at se døden i øjnene med glæde og lovprisninger. De kunne synge hymner for Herren, selv mens de døde, fordi deres håb var så meget større end deres dødssmerte.
Det er absolut kritisk for os, at vi forsvarer evangeliet om vandet og Ånden. Det er også nødvendigt for os at leve i håbet og tro på, at på den anden side af vores død venter evigt liv i en ny verden fyldt med glæde og herlighed.
Har du nogensinde lidt for Herren? Har du nogen sinde virkelig lidt, ikke på grund af dine egne utilstrækkeligheder eller fejl, men for Herrens skyld? Hvis vores lidelse er for Herrens skyld, så vil alle vores lidelser blive til glæde. Som apostelen Paulus udtrykte sin glæde: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os”, (Rom 8:18). Fordi herlighedens glæde, som vil blive åbenbaret på os, er så meget større end den smerte, som vi lider for Herren, så vil alle vores nuværende lidelser blive begravet under troens store glæde og lykke.
Med andre ord så kunne helgenerne og martyrerne i den Tidlige Kirke overvinde deres smerte og opgive deres liv for Herren, fordi de vidste, at den glæde, som venter dem, var meget større end deres umiddelbare lidelse. Deres martyrium var ikke et produkt at deres evne til at bære smerten og udholde lidelsen, men af deres håb om herligheden, som ventede dem.
Almindeligvis udholder folk deres smerte og tænker, at de bare må leve med den. Det er en vanskelig og trættende kamp. Når deres udholdenhed kun medfører skuffende resultater, så bliver deres frustration endnu større - al den lidelse for ingenting! Men for os kristne, er det, som er større glæden og lykken ved vores udholdenhed, for vi er trygge i bevidstheden om vores håb og belønning. Hvis vi indstiller vores hjerter på at tjene Herren af hele vores hjerte som hans trofaste tjenere, så ved vi, at glæden og trygheden, som venter os, er meget større end den smerte, som vores nuværende ofre giver os. Fordi alle vanskeligheder er begravet i denne glæde, kan vi leve vores liv for Herren og endda omfavne vores martyrium for hans skyld.
Folk har sjæle, følelser, tanker og tro. For de genfødte sjæle kan forfølgelse på grund af deres retfærdighed kun bringe dem usigelig glæde og lykke for den herlighed, som venter dem, fordi Herrens Ånd hviler i dem. Men hvis de skulle forlade den første kærlighed, så vil Herren ikke tøve med at fjerne lysestagen.
Hvis dem, som lykkeligt har tjent evangeliet om vandet og Ånden af hele deres hjerte og liv, holder op med at gøre dette, så kan det kun betyde, at de gradvist har forladt glæden ved at tjene evangeliet, deres første kærlighed, selvom de ikke helt og fuldt smed dette evangelium væk. De holder måske stadig fast ved deres personlige tro, men hvis de ikke længere er stolte af at prædike evangeliet og ikke længere har en klar forståelse af, hvad der kræves for at blive frelst – at blodet på Korset ikke er nok til at blive frelst – så vil deres tro blive udvandet, og deres martyrium ville blive uopnåeligt for dem. så vil Gud fjerne deres lysestage fra dens plads.
Dem, som tjener evangeliet med glæde og udholdenhed, vil være i stand til villigt at omfavne martyriet, fordi de aldrig ville have forladt deres første kærlighed. Fordi disse mennesker blev velsignet af Gud for at tro på og prædike Kristi kærlighed, så kan de blive martyrer. Det er ligegyldigt, hvilke evner du er begavet med; hvis du ikke udbreder evangeliet om vandet og Ånden, vil kirken blive fjernet fra dens plads. Det er en vigtig oplysning, som Gud ønsker, at vi skal forstå. Hvis vi erkender og tror på denne sandhed, så kan vi forny vores hjerter i de sidste tider og være i stand til at blive martyrer i Herrens navn.
Hvad er den grundlæggende essens, som nærer vores tro? Det er evangeliet om vandet og Ånden. Hvis det ikke var for evangeliet om vandet og Ånden, hvad ville formålet så være med vores trosgerninger? Grunden til, at vi kan beholde vores tro, skyldes, at Gud elskede os og tog os i sine arme med sit evangelium om vand og Ånd. Fordi denne kærlighed er en uforanderlig kærlighed, som forherliger os, er vi i stand til at holde fast ved vores tro og fortsætte med at prædike og udbrede det.
På trods af vores svagheder kan vi løbe hen imod Gud indtil den bitre ende, fordi evangeliet om vandet og Ånden har frelst os, og fordi Kristi kærlighed findes inden i dette evangelium. Vi er alle fulde af utilstrækkeligheder, men fordi vi er blevet iklædt evangeliet om vandet og Ånden, som er fyldt med Vorherres kærlighed, kan vi elske vores brødre og søstre, Guds tjenere, og alle sjæle i verden. Grundlæggende er fuldendt kærlighed uden for menneskets rækkevidde. Fordi der ingen kærlighed er iblandt os, er vi ude af stand til at elske andre end os selv i vores selviskhed. Mange mennesker bedrages af det, der sker på overfladen og tiltrækkes af den glitrende facade, som kun er overfladisk. De dømmer folk i forhold til, hvilke materielle ejendele de besidder. Men blandt de sande troende findes Guds kærlighed. Det er det, der gør os i stand til at udbrede evangeliet, Vorherres perfekte kærlighed.
Vorherre kom til denne jord, blev døbt for at acceptere alle vores utilstrækkeligheder og rensede os fra alle vores synder for at frelse os. Hvordan kunne vi så forlade hans første kærlighed, som har gjort os til Guds børn? Vi slår måske ikke til i mange sammenhænge, men vi må aldrig ikke slå til i vores tro på denne sandhed. Vi må prædike dette evangelium med vores absolutte tro. Hvad, der er allermest brug for i prøvelsestider, er lige præcis denne tro på evangeliet om vandet og Ånden. Når vi ser prøvelser og turbulens i øjnene, så vil styrken til at overvinde vanskelighederne og forsvare vores tro kun komme fra troen på evangeliet om vandet og Ånden. Det er ved dette evangeliums kraft, at vores ansigter kan lyse i glæde, selvom vi bliver trætte af de endeløse kampe, som vi møder i vores hverdag. Det er Vorherres kærlighed.
Nogle gange er folk tilbøjelige til at falde for lovlydighed. De tror, at Gud velsignede dem for det, de har gjort. Jeg vil naturligvis ikke sige, at dette er komplet forkert, for Herren sagde, at Han ville elske dem, som elsker Ham. Men det er ikke på grund af det, vi har gjort, at Gud har elsket os så højt, at Han har gjort os syndfrie. Fordi Gud kender alle de løfter, Han har givet os, og fordi Han kender alle vores synder, så har Han i sin fuldendte vilje og kærlighed, omfavnet os og gjort os hele. Det er kun på grund af Hans velsignelser, at vi kan leve i glæde. Det er fordi, at Gud har gjort os til sit folk og sine tjenere, at vi kan arbejde for Herren, være iklædt Hans herlighed, prædike evangeliet for andre og når tiden kommer blive martyrer for Hans navn. Han er Den, som gør os i stand til at gøre alt dette.
Hvor fandt de kvindelige martyrer i Quo Vadis styrken til at synge Herrens pris, selv da de blev slået ihjel? De fandt styrke i kærligheden til Vorherre. Fordi Kristi kærlighed var så stor, kunne de omfavne martyriet med lovsang.
De samme principper gælder for vores egne liv. Vi lever vores liv, fordi Herren har gjort os i stand til det; det er ikke på grund af vores egne gerninger, at vi lever som Guds børn og tjenere. Vi har intet gjort for at fortjene det. Det er ved Guds uforanderlige og fuldendte kærlighed til os og vores tro på denne kærlighed, at vi kan følge ham til enden, selvom vi nogle gange snubler. Denne styrke er Guds styrke, ikke vores. Martyriet er kun muligt ved Guds kærlighed, som har gjort os hele – alene ved Guds herlighed kan vi omfavne martyriet. Husk på denne sandhed, at det er Gud, som gør dig i stand til at blive martyr, og spild ikke din tid med at forsøge at forberede dig selv på martyriet, som om der er noget, du kan gøre ved det. Kun vores tro på evangeliet om vandet og Ånden vil gøre os i stand til at prise Herren indtil vores sidste åndedrag.
Herren sagde til de syv kirker i Asien: ”Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.” Livets træ findes i den Nye Himmel og Jord. Der er Guds trone, huse bygget af ædelsten og livets vand til overflod. For dem, som sejrer, har Gud lovet sit Paradis, hvor de vil leve med ham for evigt i fuldkommenhed.
Dem, som sejrer, gør det med deres tro på evangeliet om vandet og Ånden. Alt andet end dette evangelium ville gøre det umuligt at sejre, og det kan kun lykkes ved Guds styrke ikke ved menneskets styrke. Styrken, som gør os i stand til at sejre, kommer kun fra Gud. Vi må indse og anerkende hvor fantastisk evangeliet om vandet og Ånden er, og hvor stor Guds kærlighed og frelse er, fordi det er dette evangelium, som vil give os troen til at omfavne martyriet. Vi kan alle være svage, uden evner, ubegavede, inkompetente, tåbelige og uvidende, men vi har stadig magten, for vi har evangeliet om vandet og Ånden i vores hjerter.
Navnene på dem, som tror på evangeliet om vandet og Ånden, står skrevet i Livets Bog. Men enhver, hvis navn ikke står skrevet i Livets Bog, vil falde og overgive sig til Satan. Kun dem, hvis navne er blevet skrevet i Livets Bog ved at tro på evangeliet om vandet og Ånden, vil ikke bøje sig ned for Djævelen. Du må sikre dig, at dit navn højt og tydeligt står skrevet i Livets Bog.
Når vi bliver martret, så vil det ske ved vores tro, den første kærlighed til Kristus, som Vorherre har givet os. Vi kan vente på vores martyrium uden bekymring eller angst, fordi vi tror på, at Helligånden, som hviler i os, vil give os styrke til at se vores martyrium i øjnene. Fordi lidelsen i martyriet ikke kan sammenlignes med herligheden i himlen, som venter os, kryber vi ikke sammen foran vores død, men omfavner i stedet vores martyrium for at forsvare det værdifulde evangelium. Vi må nu lade alle bekymringer om vores martyrium bag os, for det er ikke ved vores egne gerninger, men ved Gud, at vi kan blive martyrer.
Jeg er sikker på, at den følgende besked vil lyde i højtalerne en dag: ”Kære borgere. Det er sidste dag i dag, hvor I kan modtage mærket. Kun få borgere kan modtage mærket i dag. Vi er meget taknemmelige for jeres samarbejde indtil nu. At modtage mærket er godt og uundværligt for jer, for det er for at etablere orden i jeres land. Så kom venligst til rådhuset og modtag mærket så snart som muligt. Jeg siger igen, at i dag er den sidste dag, hvor I kan modtage mærket. Dem, som ikke modtager mærket i tide i dag, vil blive straffet hårdt. For at gøre det helt klart vil jeg råbe navnene op på dem, som endnu ikke har modtaget mærket.” Selvfølgelig er dette fiktion, men noget lignende vil helt sikkert ske i fremtiden.
De troende i den Tidlige Kirke kunne kende hinanden ved hjælp af fiskens tegn. Det var kodeordet blandt dem. Også vi bør lave et tegn, som gør os i stand til at genkende vore brødre og søstre, så vi kan tilskynde hinandens tro, så vi kan omfavne martyriet.
Fordi martyriet ikke er noget, vi kan opnå ved vores egne handlinger, så kan vi glemme vores bekymringer og modigt se det i øjnene. Der er intet at frygte ved vores retfærdige død. Alt, vi skal gøre, er at leve for Herren, mens vi er på denne jord. Vi kan overgive os selv til Herren, fordi vi ved, at vores skæbne er at blive martyrer i vores Guds navn. Du må indse, at hvis du skulle forsøge at undslippe martyriet af angst for at miste dine ejendele, så ville du stå ansigt til ansigt med endnu større lidelser og katastrofer. Du må blive en af troens folk, som lever deres liv for Herren indtil enden og ved, at de vil blive martyrer for Kristus.
Når vi indser, at vi vil blive martyrer, så vil vi blive klogere i vores tro, sjæle og vores faktiske liv. Denne viden er kuren til vores tåbelighed, og den tillader os at lade al vores tilknytning til det verdslige bag os. Det betyder ikke, at vi skal opgive vores liv, men at vi vil leve for Herren. Indtil Guds magt smider Satan ned i et bundløst hul, lever vi for Herren, som har frelst os, og kæmper imod og overvinder Satan og Antikrist og giver al æren over sejren til Gud og kun til Ham. Gud ønsker at blive forherliget af os. Jeg takker Herren for, at Han har tilladt os med vores tro at give æren til Ham, som har givet os så meget.
Vi tror på, at Herren snart vil komme tilbage for at tage os væk. Når mange sjæle vender tilbage til Gud i de sidste tider, så vil Gud modtage dem i sine arme og bære dem væk. Som Gud sagde til kirken i Filadelfia i Åb 3:10: ”Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden.” Gud vil helt sikkert opfylde sit Ord om løftet.
Ved ”Du har bevaret mit ord om udholdenhed” henviser Gud til helgenernes trofaste liv. Det betyder, at de holdt trofast fast ved deres tro, ligegyldigt hvad andre sagde eller gjorde ved dem. når Gud siger, at ”Han vil bevare dig i prøvelsens time”, så siger Han, at dem, som har holdt hans bud om at holde ud, vil blive undtaget fra troens prøvelser.
Når prøvelsernes tid og martyriet kommer, så vil Gud med andre ord simpelthen feje os væk, mens vi trofast lever vores dagligdagsliv i tjeneste og bøn. Når vi i vores sind beslutter, at vi skal blive martyrer, så vil vores hjerter blive renset for alt affald, og vores tro vil som et resultat af dette blive endnu stærkere. Vi må leve vores nuværende liv i troen foran Gud ved at huske på Guds løfte, at vi med vores martyrium vil blive bevaret i prøvelsens time. Kort sagt må vi leve ved vores tro.
Nutidens æra er Åbenbaringens æra. Der er mange tåbelige kristne, som stædigt holder fast ved deres falske tro på doktrinen om bortrykkelse før trængslerne, imens de ignorerer Guds Ord. Når den sidste dag kommer, vil de finde ud af, hvor meget de har taget fejl. Deres dage med indflydelse og magt er talte; alt vi skal gøre er blot at leve i visheden om vores håb, at Gud vil opfylde Ordet om løftet.
Når vi kommer halvvejs gennem den Store Trængsel, så vil vi blive martret for at forsvare vores tro, og lige før de syv skåles plager begynder, vil vi blive rykket op i luften af Gud og træde ind i Tusindårsriget. Når vores håb om at regere sammen med Kristus er realiseret, så vil alle vores lidelser her på denne jord blive mere end kompenseret for ved de belønninger, der venter os, og vores indtræden i den Nye Himmel og Jord vil da overvælde os med usigelige glæder. I dag lever vi ved troen for Herren i håbet om, at dette løfte, som Gud har givet os, skal blive opfyldt. Ved at stole på, at Vorherre vil opfylde alle sine løfter lever vi i ivrig forventning om den dag, hvor vi vil være i stand til at leve med Ham for evigt i vores forherligede legemer.
Jeg takker Herren for at have givet os evangeliet om den fuldendte tilgivelse for synden, for at have gjort os i stand til at omfavne martyriet for at forsvare vores tro på Ham og for, at vi kan stå sammen med Hans velsignede.
Baggrunden for kirken i Efesos
Efesos, en stor havneby i Lilleasien, en region i det romerske rige, var et center for handel og religiøse aktiviteter. På den Tidlige Kirkes tid var den en blomstrende international by; mod nord lå Smyrna og mod syd Miletus. Ifølge myterne byggede Amazon, den modige krigsgudinde, byen i det 12. århundrede f.Kr., da hun gav den til Androclus, en af Athens kronprinser.
Efesos var i materielle termer en blomstrende by, og det betød, at det også var en meget verdslig by. Det var derfor, at Gud sagde til kirken i Efesos, at den skulle kæmpe til verdens ende og overvinde Satan, så den ikke ville miste hans evangelium om vandet og Ånden. Vi må erkende, hvor vigtigt Guds ord om sandheden er, og at vi må forsvare vores tro med alle midler.
Gennem apostelen Johannes skrev Gud til kirken i Efesos: ”Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt.” Gud roste kirken i Efesos for dets gerninger, tålmodighed, for ikke at tolerere ondskab og for at prøve og afsløre falske apostle, for utrætteligt at arbejde for Hans navns skyld i udholdenhed og tålmodighed.
Men kirken i Efesos blev også bebrejdet for dets misgerninger. Som afsnittet fortsætter: ”Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig. Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.”
I afsnittet oven for siges det, at Gud hader nikolaitterne. Nikolaitterne her henviser til en bestemt gruppe troende, som var gået imod Gud, hans kirke og hans sandhed. Helt præcist, hvad nikolaitterne gjorde, uddybes i detaljer i den efterfølgende passage, som er adresseret til kirken i Pergamon.
Nikolaitternes Misgerninger
I Åb 2:14 siges det: ”Men lidt har jeg imod dig: Du har nogle, som holder fast ved Bileams lære, ham der lærte Balak at stille fælde for Israels børn, så de spiste afgudsofferkød og bedrev utugt.” Krydshenvisningen for denne passage kan findes i kapitel 22 i Fjerde Mosebog (Numeri), hvor historien om Balak, Moabitternes konge, er opført.
På den tid, hvor israelitterne havde nået Moabs sletter i Kanaan efter deres udvandring fra Egypten, havde de erobret de syv stammer i landet ”Som okser slikker markens græs i sig.” Fordi han havde hørt om disse erobringer, blev Balak rædselsslagen over for deres Gud, for han frygtede, at moabitternes skæbne også ville følge de allerede erobrede stammer i Kanaan. Idet han forsøgte at anvise en måde, hvorpå han kunne forhindre israelitterne i at sejre over dem, påkaldte Balak Bileam, en falsk profet, så at han ville forbande israelitterne på hans forlangende.
Bileam var en falsk profet, men hedningerne troede, at han var en af Guds tjenere. Han var hverken en af Arons efterkommere eller en levit. Men moabitternes konge Balak troede, at dem, som Balak velsignede, ville være velsignede, og dem, han forbandede, ville være forbandede. På den tid var Bileam, på trods af at han var en falsk profet, berømt over hele landet som en anerkendt spåmand.
Men Bileam kunne ikke efterkomme kong Balaks ønske. Grunden til dette var, at fordi israelitterne var Guds folk, så havde Bileam ikke tilladelse fra Gud til at forbande israelitterne, og at forsøge på det ville blot ende med en forbandelse over ham selv. Overvældet af Guds åndelige magt kunne Bileam ikke gøre andet end faktisk velsigne israelitterne. I sin vrede over dette beordrede Balak Bileam til at forbande israelitterne fra et sted, hvor han ikke kunne se dem.
Bileam fik en hel del skatte af Balak, og til gengæld lærte han ham en måde, hvorpå han kunne forbande israelitterne. Planen var at lokke dem til at begå utugt ved at invitere dem til moabitternes fester og give dem deres kvinder, så israelitterne ville blive straffet af Gud for deres synder. Det er sådan, at den falske profet Bileam lærte Balak at bringe ødelæggelse til israelitterne.
Gud sagde, at han hadede Bileam, fordi Bileam var en mand, som elskede penge. Der er mange mennesker i nutidens kristne samfund, som er ligesom Bileam. De er faktisk alle falske profeter, men mange af dem respekteres stadig og tilbedes. Men det, som Bileam stræbte efter, var materiel velstand. Når han fik penge, velsignede han; når han ikke fik penge, forbandede han. Det er trist, at i nutidens kristne samfund er for mange af dem, som burde være Guds tjenere, ligesom Bileam. Når dem, som tror på Gud, ender med kun at forfølge materielle behov, så ender de som falske profeter. Det er derfor, at Gud hadede nikolaitterne.
Ved du, hvad det er, som bringer ødelæggelse til Guds kirke og hans tjenere? Det er kærlighed til penge. Dem, som kun forfølger materielle behov i deres egne øjne, vil møde deres egen ødelæggelse foran Gud.
De Kirker Som Følger Bileam
I dag, som på apostelenes tid er der mange verdslige kirker og falske tjenere, som følger Bileams vej. De udnytter alle midler for at rage penge til sig fra deres tilhængere. For eksempel er der en besynderlig tendens til at få menighedens medlemmer til at konkurrere for at bevise deres tro ikke blot ved deres åndelighed, men også ved materielle ofre, som om en troendes bidrag er målestok for hans eller hendes tro. Det eneste formål med at antyde, at troen hos dem, der bidrager mere til kirken, er større end hos dem, som giver mindre, er at skabe denne korrupte tendens for at berige kirken.
Det er selvfølgelig vidunderligt, hvis de troende af oprigtigt hjerte beslutter at tjene Gud og hans evangelium. Men de falske profeter såsom Bileam udpiner de troende for at fylde deres egen mave. De lokker deres tilhængere til at deltage i konkurrencen om materielle vidnesbyrd og siger fx ”Jeg gav troligt tiende, og Gud har belønnet mig med tifoldige velsignelser i mine forretninger.” Bedraget af Bileam tror de troende, som ikke fatter mistanke, at dette er vejen til sand tro, når det rent faktisk er vejen til forarmelse, både åndeligt og materielt, falsk stolthed og i sidste ende deres egen ødelæggelse.
”Nikolaitternes gerninger” er ingen andre end Bileams gerninger. Ligesom Bileam i sin grådighed lærte Balak at stille en forhindring i vejen for israelitterne, så er mange af dem, som i dag i nutidens kristendom påstår, at de er Guds tjenere, kun interesserede i menighedens lommer. De, som er blevet ledt på afveje af disse falske profeter, ender med at være tomhændede, når de har overgivet alle deres ejendele til disse falske hyrder, og det, der er værre, er, at før eller senere vil de komme til fornuft og indse, at det, de har troet på, er fuldstændig forkert. Til sidst vil de bebrejde den falske kirke og slutteligt afstå fra deres tro. Ulykkeligvis er den triste sandhed, at denne kedelige situation ikke er ualmindelig selv i de såkaldte evangeliske kirker. Mange troende bliver bedraget af Bileam og kommer på afveje ved dette bedrag og ender med at forlade kirken.
De hellige skrifter fortæller os, at Gud hader nikolaitternes gerninger. Hvis vi følger nikolaitterne, så vil vi miste vores tro på Gud. Vi har mange vidnesbyrd, som Gud gav os, og disse er alle åndeligt berigende skatte. Men at stræbe efter materiel rigdom ved at bruge disse vidnesbyrd er noget, som vi absolut må holde os fra, for det er nikolaitternes vej, og den hader Gud.
Tro med Karakter
Gud advarede alle de syv kirker i Asien mod nikolaitternes gerninger. Og tillige med det lovede han dem, at alle, der overvinder det, ville spise af livets træ. Når vi tjener Herren, så gør vi det ved troen på grund af vores taknemmelighed for hans frelse og fordi vi ved, at udbredelsen af evangeliet om vandet og Ånden er det rette at gøre. Vi tjener ikke Gud for at vise os over for andre eller for at få os til at tage os godt ud. At gøre det er hverken sand tjeneste eller sand tro. I Guds kirke må vi være meget påpasselige med disse nikolaitters gerninger. Det er derfor, at Gud advarede alle syv kirker i Asien mod nikolaitterne.
Ved I, hvorfor så mange af de kirker, som ikke er genfødte kirker, er vokset så store og så hurtigt? De vokser, fordi det, der byggede disse kirker, var falsk tro og falske vidnesbyrd. Guds tjenere må aldrig udnytte deres flokke til at fylde deres egne maver.
Den sande tro er at tro på frelsen, som Gud os med Jesu dåb, hans blod på korset og hans dom i vort sted. Men mange kirker, genfødte eller ej, bruger vidnesbyrd til at tømme lommerne hos deres menighed. I må være forsigtige og kloge nok til at indse, at mens sande vidnesbyrd er berigende for jeres tro og ærer Gud, så vil de falske være en fælde for jer.
Alle de rigeste kirker i dag ledes af præster, som er ligesom Bileam. Kirkelederne, som følger Bileams vej, bruger deres kirker til at udnytte deres tilhængere blot for at fremme deres egne materielle interesser. De kristne ledere såsom Bileam snupper penge fra deres tilhængere ved at narre dem ind i en konkurrence om materielle vidnesbyrd. Jeg foragter i højeste grad deres handlinger.
Et sandt liv i troen begynder med intet andet end troen. Vi må være kloge nok til at undgå nikolaitternes fælder, som Satan har sat op. Enhver må vide, hvad nikolaitternes gerninger er og aldrig blive narret af Satans tjenere, hvis grådighed ingen grænser kender. Guds tjenere må i særdeleshed være ekstremt påpasselige i denne henseende. Det inkluderer også præsterne. Når præsterne bliver for optagede af deres materielle ejendele – hvilke biler de kører i, hvor store deres huse er, hvor mange ejendomme de ejer, hvor fede deres bankkonti er – så vil de ende med at korrumpere deres kirker og føre dem ad nikolaitternes vej.
Gud sagde til de syv kirker i Asien, at de skulle være specielt opmærksomme på dette emne. Den mand, som nærer Bileams tro, søger kun materiel vinding, egen ære og ønsker til slut at grundlægge en kult. Guds kirke må ikke selv søge materiel vinding. Eftersom Gud har lovet os, at han vil velsigne dem, som søger evangeliet om vandet og Ånden, må vi bruge vores materielle ejendele til at prædike evangeliet, ikke til at oplagre dem på denne jord.
Afvis De Falske Hyrder
Selv de genfødte troende vil være fordømte, hvis de fanges i nikolaitternes fælder. I begyndelsen tror de måske, at sådanne lederes tro er vidunderlig og stærk, men de falske hyrders bedrag vil til sidst føre dem til deres ødelæggelse.
Gud sagde til englen i kirken i Efesos, at han hadede nikolaitternes gerninger. Enhver, som er fanget af nikolaitterne, vil se sin egen ødelæggelse i øjnene. Om han eller hun er en genfødt troende, en af Guds tjenere eller en anden, så er ødelæggelse helt sikkert, når man er fanget af nikolaitterne. Som en dårlig hyrde fører flokken i døden, så bringer falske profeter forbandelsen med sig.
Det er derfor, at Gud sagde til sine tjenere, at de skulle ”fodre hans lam.” Guds tjenere må tage sig af de troende som hyrder tager sig af deres lam og beskytte dem mod fare og tage sig af deres behov. Som hyrder må de sikre, at deres flokke ikke farer vild, undersøge, hvilke farer, der lurer og forhindre dem i at komme i nærheden af sådanne farer.
Jeg har hørt af folk, der faktisk opdrætter får, at de er de mest stædige dyr. Er vi ikke ligesom disse stædige dyr i Guds øjne? Gud havde en god grund til det, da han brugte metaforen med lammene til at beskrive os, for han ved udmærket, hvor stædige vi er i vores grundvold.
Hvorfor talte Gud igen og igen om nikolaitternes, Jezebels og Bileams gerninger til de syv kirker i Asien? Hvorfor lovede han, at dem, som sejrede, ville spise af livets træ? Det gjorde han for at belære os om, at vi skal være på vagt over for de falske profeters bedrag. Vi må meditere over Guds Ord og spørge os selv: ”Hvad er det sande evangelium om vandet og Ånden?” At blande Guds Ord med menneskeskabte lektioner og systematisere det på en plausibel måde betyder ikke, at det er evangeliet. Der er adskillige smukt konstruerede prædikener i nutidens kristendom, som intet har med evangeliet om vandet og Ånden at gøre. Mange berømte prædikanter har endda deres egne professionelle taleskrivere, som skriver prædikener for dem, og alt, de gør, er blot at læse op fra denne tekst forberedt af nogle andre.
Vi må aldrig lade os fange af nikolaitterne. Den genfødte kirke må være forsigtig med ikke at stræbe efter materiel rigdom; præster må i særdeleshed være på vagt, men det må hele menigheden også være. At forsøge at trække penge ud af medlemmerne i kirken, at udsmykke kirken i materiel ekstravagance og bygge kirkekomplekser, som mere ligner paladser end templer, hvor man tilbeder – alt imens man prædiker, at Herrens genkomst er forestående! – er alle gerninger, som stammer fra falsk tro, lige præcis som nikolaitternes gerninger.
Vi må i særdeleshed være på vagt over for de falske hyrder og sikre, at vi aldrig bliver narret til at følge deres tro. Helgenerne må simpelthen ikke elske penge. Vi må snarere elske og overholde evangeliet om vandet og blodet, Guds første kærlighed. Vi må leve vores trofaste liv ved at holde fast ved sandheden, at Han har frelst os ved Kristi vand og blod, indtil den dag vi møder Ham. Vi må tro på Guds Ord om, at han har fjernet alle vores synder med sin dåb og hans død på korset.
Dem, som følger nikolaittere, prædiker aldrig evangeliet om vandet og Ånden. De er ikke interesserede i evangeliet om vandet og Åndens gerninger, men kun i at få penge. De er vore dages Bileam, som sætter forhindringer i vejen for israelitterne og fører dem til ødelæggelse. I må huske dette.
Bileam blev til sidst dræbt af Josva. Som Josvas Bog beretter, så blev denne falske profet dræbt af Josvas sværd, da israelitterne erobrede Kanaan. Bileam blev dræbt, fordi han ikke var en af Guds sande tjenere. Alle dem, som bruger Kristi navn til at udnytte uskyldige troende og fodre deres egne maver, er nutidens Bileam. Vi må huske på, at Bileam brugte alle midler til at tilfredsstille sin egen grådighed.
Gud sagde til tjenerne i kirken i Efesos: ”Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.” Sagt på en anden måde betyder dette afsnit også, at den, som snubler og taber, vil dø. At følge Bileams vej er at tabe, det er vejen til ens egen død. Gud gav os sit advarende Ord, så at vi ikke ville falde i nikolaitternes fælde, og jeg takker Ham for det. Det er mit inderlige håb og bøn, at I ikke vil bukke under for de materielle fristelser og ende med at blive forladt af Gud for jeres grådigheds skyld.
Copyright © 2021 by The New Life Mission
