• All e-books and audiobooks on The New Life Mission website are free
  • Explore multilingual sermons in global languages
  • Two new revised editions in English have been released
  • Check out our website translated into 27 languages
Search

Sermons

Emne 10 : Kommentarer og Prædikener over Johannes’ Åbenbaring

[KAPITEL 10-2] Ved I Hvornår Helgenernes Bortrykkelse Vil Ske? (Åb 10:1-11) 

Ved I Hvornår Helgenernes Bortrykkelse Vil Ske?(Åb 10:1-11)
 
Lad os nu vende vores opmærksomhed mod emnet, som omhandler, hvornår bortrykkelsen vil ske. Der er mange afsnit i Bibelen, som taler om bortrykkelsen. Det Nye Testamente har mange afsnit, som diskuterer den, og det gør det Gamle Testamente også, og vi finder fx Elias, som steg til himmels i en flammende vogn, og Enok, som vandrede sammen med Gud og blev taget bort fra Ham. Som vi kan se, taler Bibelen mange steder om bortrykkelsen. Bortrykkelse betyder ”at løfte op.” Det henviser til, at Gud løfter Sit folk op i himlen med Sin kraft.
Men det, som er også er mest forvirrende ved Bibelen, er netop spørgsmålet om bortrykkelse. Hvornår vil Gud løfte Sit folk op? Dette spørgsmål om tiden for bortrykkelsen er et af de mest stillede spørgsmål i kristendommen.
Lad os kigge på 1 Thess 4:14-17 og se, hvad Gud har fortalt os gennem apostelen Paulus: ”For så sandt, som vi tror, at Jesus døde og genopstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.” 
I Judas’ Brev 1:14 fortæller Gud os også: ”Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: ”Se, Herren kommer omgivet af titusinder af hellige.” Helgenerne vil med andre ord blive løftet op i luften af vores Gud ved lyden af ærkeenglens basun, forblive i luften et stykke tid og derefter stige ned til jorden sammen med Herren. Dette er den bibelske beskrivelse af bortrykkelsen.
Grunden til, at vi først kiggede på afsnittene oven for, er, at Åb kapitel 10 fortæller os, hvornår bortrykkelsen vil finde sted. Som jeg før nævnte, findes kernen i dette kapitel i vers 7: ”I de dage, da den syvende engel skal blæse og lade basunen lyde, er Guds hemmelighed fuldbyrdet, som han har forkyndt det for sine tjenere, profeterne.” Dette vers er nøglen til svaret på alle vores spørgsmål og forespørgsler om bortrykkelsen, for det fortæller os, hvornår bortrykkelsen vil finde sted. 
I en vision sender Gud en almægtig engel til Johannes, og Han viser, hvad Han vil gøre gennem denne engel ved at få ham til at agere som om, at Herren er kommet til denne jord. Denne engel, som løfter sin hånd mod himlen: ”Svor ved ham, der lever i evighedernes evigheder, ham som har skabt himlen og alt i den og jorden og alt på den og havet og alt i det: ”Tiden er ude.” At tiden er ude betyder, at der ikke længere er nogen grund til at tøve. Det betyder ”at der ikke er mere tid.” At der ikke er mere tid betyder, at på den dag, hvor den syvende engel blæser i basunen, vil Guds hemmelighed blive opfyldt, som Gud erklærede det for Sine tjenere, profeterne. 
Blandt de syv basuners plager vil verden træde ind i de syv skåles plager, når den sidste basun lyder. Vi må indse, at på det tidspunkt vil der ikke længere være nogen tid tilbage i denne verden. Så derfor henviser Guds Ord i vers 7 - ”I de dage, da den syvende engel skal blæse og lade basunen lyde, er Guds hemmelighed fuldbyrdet, som han har forkyndt det for sine tjenere, profeterne”- til tiden for bortrykkelsen. Et andet sted siger Paulus også, at bortrykkelsen vil ske ved en ærkeengels stemme og lyden af Guds basun. Det er det, som Paulus tænkte på, og det er udgangspunktet for alle referencer i Bibelen til bortrykkelsen.
”I de dage, da den syvende engel skal blæse og lade basunen lyde, er Guds hemmelighed fuldbyrdet, som han har forkyndt det for sine tjenere, profeterne.” Dette Ord fortæller os, at helgenernes bortrykkelse vil ske, når den syvende engel blæser i sin basun og løfter dem op i luften. Da Guds tjenere udbredte evangeliet om vandet og Ånden til de fortabte sjæle, så kom Helligånden faktisk ind i hjerterne hos de troende, som accepterede det sande evangelium, og de blev faktisk Guds børn. Det er det samme for os, for bortrykkelsen, Guds hemmelighed, vil også blive til virkelighed og vil løfte helgenerne op i luften.
Efter dette vil Gud fuldstændigt ødelægge denne verden ved at hælde de sidste plager i de syv skåle ud og bringe Guds Kongerige til denne jord, hvor Han vil regere sammen med Jesus Kristus i tusind år og dernæst flytte os til den Nye Himmel og Jord, hvor vi vil leve for evigt.
Efter at have fortalt Johannes om den kommende bortrykkelse beordrede Gud ham til at spise den lille bog og igen profetere. Den vigtigste lære, som Guds tjenere må lære helgenerne, som lever i de sidste dage, er læren om bortrykkelsen og den præcise tid for, hvornår den sker. De må også være korrekte, når de prædiker evangeliet om vandet og Ånden. Dette er, hvad Guds tjenere og Hans helgener må gøre, som lever igennem de sidste tider. Således har Gud betroet helgenerne dette arbejde såvel som at åbenbare Sin hemmelighed for dem. Gud fortæller os, at Han ikke vil tøve, men opfylde Sine gerninger uden at fejle. Når tiden kommer, vil Gud opfylde alt i virkeligheden. 
I kapitel 11 optræder der to oliventræer dvs. to profeter. Disse to Guds tjenere, symboliseret som to oliventræer, vil blive dræbt af Antikrist i deres kamp mod ham, men de vil blive genrejst fra de døde og vil blive bortrykket på tre en halv dag. Med andre ord viser Gud os, ved forskellige lejligheder, at bortrykkelsen vil ske, når helgenerne bliver martyrer i Antikrists tid. 
Det, som vi i forvejen må vide, er, at helgenerne vil gennemleve den Store Trængsel, forblive på denne jord indtil de første seks plager af de syv basuners plager er ovre. Og Gud vil beskytte helgenerne fra de syv basuners plager – det vil sige, at Gud vil beskytte dem indtil den sjette plage, men Antikrist vil til sidst dræbe dem på toppen af hans tyranni, når han lancerer sin sidste skyttegravskamp mod Gud. Døden, som helgenerne vil omfavne på dette tidspunkt, er deres martyrium. Fordi de vil dø de retfærdiges død for at forsvare deres tro, kalder vi det ”martyrium.” Vi må derfor tro på, at bortrykkelsen vil komme efter dette martyrium og også prædike denne tro for andre. 
Mange mennesker har været meget forvirrede over, om bortrykkelsen vil ske før eller efter den Store Trængsel. I gamle dage plejede folk at tro, at Kristus vil vende tilbage efter Trængslen, og at helgenerne vil blive løftet op i luften med Jesu genkomst. Men i dag tror de fleste kristne, at bortrykkelsen vil ske før den Store Trængsel. De tror, at de intet vil få med de syv basuners eller de syv skåles plager at gøre, og at de vil blive løftet op, mens de lever deres dagligdags normale og gode liv. Men vi må ikke lade os narre af denne falske lærdom. Disse mennesker tager i den grad fejl i deres viden og forståelse af tiden for bortrykkelsen; som de sidste tider nærmer sig vil deres fromhed aftage og deres tro forsvinde. 
Når jeg fortæller jer, at bortrykkelsen vil ske midt i den Store Trængsel, siger jeg det ikke for, at I skal blive mere fromme. Jeg ønsker blot, at I har en klar forståelse, når bortrykkelsen sker, og flygter fra doktrinen om før-trængslernes bortrykkelse og den falske lærdom, for vers 7 fortæller os helt klart: ”I de dage, da den syvende engel skal blæse og lade basunen lyde, er Guds hemmelighed fuldbyrdet, som han har forkyndt det for sine tjenere, profeterne.” Når de syv skåles vrede hældes ud, så vil de modsat de syv basuners forudgående plager blive hældt ud den ene efter den anden. Vi helgenerne må indse dette.
Åb 16:1-2 fortæller os: ”Og jeg hørte en høj røst fra templet sige til de syv engle: ”Gå hen og hæld Guds syv vredesskåle ud over jorden.” Den første engel gik hen og hældte sin skål ud over jorden, og lede, ondartede bylder ramte de mennesker, der havde dyrets mærke og tilbad dets billede.” Dernæst fulgte de andre skåle, som blev hældt ud i rækkefølge, denne første plage, som om plagerne var sat på autopilot med syv engle, som tømte deres skåle den ene efter den anden uden lyde fra basuner eller noget andet. Med andre ord så vil Gud fuldstændigt ødelægge denne verden ved at hælde alle syv skåle ud på række. Hvorfor? Fordi alting vil ende ved at skålenes plager hældes ud, som alle som et hele er indeholdt i den syvende basuns plage. 
Når de syv basuners plager kommer ned over os, er der i det mindste en pause mellem den ene plage og så den næste, men med de syv skåles plager er der ingen pause. Fordi de syv skåls plager er reserveret til det endelige øjeblik, efter de syv basuners plager er hældt ud i deres rækkefølge, så skifter verden til et helt nyt niveau, hvor alting vil ende, når den sidste basun lyder. 
Det er derfor, at der i Åb 11:15-18 står: ”Den syvende engel blæste i sin basun. Da lød der høje røster i himlen, som sagde: Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder. Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde: Vi takker dig, Herre, Gud, Almægtige, som er og som var, fordi du har overtaget din store magt og er blevet konge. Folkeslagene rasede, men din vrede er kommet, den time, da de døde skal dømmes, og du skal give løn til dine tjenere, profeterne, og til de hellige og til dem, der frygter dit navn, både små og store, og ødelægge dem, der ødelægger jorden.” 
Det siges her, at når den syvende engel blæser i sin basun, så hørtes høje stemmer, som sagde: ”Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.” Men der omtales ingen plage. Hvorfor? Fordi lige efter, at den syvende basun havde lydt, kom ikke den syvende plage, men bortrykkelsen. Gud vel genrejse og løfte helgenerne op, både dem, der stadig lever på jorden, og dem, som allerede sover, og når deres bortrykkelse er ovre, vil Han hælde de syv skåles plager ud og fuldstændig ødelægge verden. 
Hvis vi ønsker at finde ud af, præcist hvornår vores bortrykkelse vil ske, så skal vi blot kigge på Guds Ord som findes i Åb 10:7. Guds hemmelighed vil helt sikkert blive fuldbragt til den tid, som Han fortæller Sine tjenere, profeterne. Her henviser Guds hemmelighed til bortrykkelsen – ikke enhvers, men helgenernes. 
Her vil jeg igen præsentere jer for et afsnit, som giver jer en klar forståelse og den korrekte tro: ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles,” (1 Kor 15:51-32). Siger Bibelen ikke tydeligt, at helgenernes genopstandelse vil ske ved den sidste basun? Når basunen lyder, så vil de døde i Kristus blive genrejst som uforgængelige, og vi skal også forvandles på et øjeblik for at blive rykket bort. 
Den engel, som optræder i kapitel 10, er en mægtig engel, som er udsendt af Gud og er anderledes end de andre engle, som blæste i de første seks basuner. Når vi ser på, hvad denne mægtige engel gør, så virker han så meget som Gud, at vi endda kunne tage fejl af ham og Gud: ”Med regnbuen om sit hoved. Dens ansigt var som solen og dens ben som ildsøjler, og den havde en lille åben bogrulle i hånden. Den stillede sig med det højre ben på havet, og det venstre på land og råbte med høj røst, som en løve brøler, og da den råbte, lod de syv tordener deres røst høre.” 
Vi kan med andre ord forveksle denne engel med Gud, fordi denne mægtige engel udfører alle de ting, som Jesus Kristus skal gøre, i hans sted. Det fortæller os, at Gud vil gøre alt dette gennem denne mægtige engel. Det fortæller os, at denne engel, som sætter sin fod på havet og på landet, vil ødelægge dem begge, og at når tordenen kommer, så vil han fuldende alt, som Gud har planlagt i Jesus Kristus siden begyndelsen af skabelsen af universet og menneskehedens begyndelse. 
Af de syv basuners plager vil vi, helgenerne, gennemleve og opleve de første seks plager, og vi vil fortsætte med at prædike evangeliet indtil da. Gud sagde til Johannes, at han skulle tage den lille bog og spise den og profetere igen, men dette Ord er også henvendt til mig og til jer – det vi sige, at indtil den sidste dag må vi fortsætte med at tro og leve videre. Eftersom vores bortrykkelse vil ske, når den syvende basun lyder, må vi anerkende sandheden om vores bortrykkelse, holde fast ved den i troen og høre Ordet og prædike evangeliet, indtil denne dag kommer.
Helt indtil den syvende basun lyder, vil Antikrist være aktiv midt i denne plage, og martyrerne vil blive plaget med den, og de vil kort derefter blive rykket bort. Så derfor må I og jeg, selv på denne tid når troen hos mange af dem, der tror på Jesus, rystes helt ind til kernen og mister dens styrke, leve ved troen. Vi må med andre ord tro på, at vores bortrykkelse vil ske lige efter at basunen har lydt og leve vores liv ved denne tro. 
Vi vil snart med vores egne øjne se de syv basuners plager. Vi vil se og tælle disse plager fra den allerførste til den sjette med vores egne øjne. Efter dette, når helgenerne intuitivt føler, at nu er tiden for vores martyrium kommet, vil vi faktisk blive martret efterfølgende. Dette er hverken et eventyr eller science-fiction. Og det er heller ikke noget, som I kan tro på, som I har lyst til. Det er det, som rent faktisk vil ske for mig og for jer. 
Åb 10:7, verset, som mest tydeligt viser bortrykkelsen i Johannes’ Åbenbaring, fortæller os, at helgenernes bortrykkelse vil komme med lyden af den syvende basun, og at verden vil gå under med plagerne fra de syv skåle. Efter at have løftet helgenerne op vil Gud bringe hele verden til dens afslutning. Når alle helgenerne er rykket bort, vil de prise Herren i luften. Men på jorden vil de syv skåles plager blive hældt ud og fuldstændigt ødelægge verden, og når disse syv skåles plager er til ende, vil helgenerne stige ned til den fornyede jord sammen med Herren. Og Tusindårsriget, Kristi Kongerige, vil dernæst blive etableret på denne jord. 
Nutidens kristne støtter primært doktrinen om før-trængslernes bortrykkelse, og nu om stunder er nogle af dem gået så vidt som til at støtte anti-millenarismen – det vil sige, at der ikke findes noget, der hedder Tusindårsriget. Er Tusindårsriget så ikke virkeligt? Det er der mange, der tror i disse dage. Nogle af dem, som er præster i nogle af de største kirker i Korea, erklærer endda, at alt i Johannes’ Åbenbaring, fra 666-mærket til bortrykkelsen, ikke er virkelige, men blot symboler. Som Vorherre engang spurgte: ”Når Menneskesønnen kommer, vil Han så virkelig finde tro på jorden?” Det er vitterligt meget svært at finde sande troende i disse sidste tider. 
Men Herren fortæller os, at vores bortrykkelse virkelig vil ske. Når vi er blevet rykket bort, vil vi møde Herren i luften og prise Ham, og Han vil tage sig af os og trøste os, og vi vil vende tilbage til jorden igen med Ham. Når vi kommer ned til Tusindårsriget, vil vi leve nye liv i vores genopståede og forandrede kroppe midt i alt, som er fornyet, fra vores forandrede liv til de forandrede velsignelser. Vi vil leve i herlighed iklædt Guds nåde. I og jeg må leve med denne tro og dette håb. Og når Tusindårsriget er ovre, vil vi træde ind i den Nye Himmel og Jord og regere sammen med Kristus for altid i evig ære og herlighed. 
Når vi træder ind i Tusindårsriget og den Nye Himmel og Jord, vil alle englene blive vores tjenere. Hvem tilhører alle åndelige skabninger, hele verden skabt af Gud og Jesus Kristus og alt i den? Det hele vil blive vores. Det er derfor, at Bibelen siger, at dem, som vil arve alting, er helgenerne. Fordi I og jeg er de helgener, som blev født på ny af evangeliet om vandet og Ånden, er vi Guds arvinger og fælles arvinger med Kristus, som vil arve alting. Så derfor må I og jeg overvinde al modgang på denne jord med troen og holde fast ved at tænke på den dag, hvor vi vil arve. Vi må også nære den kæmpende tro som Guds elitetropper.
Gud har fortalt os, at alt dette snart vil blive opfyldt og uden tøven. Det vil med andre ord helt sikkert snart ske. Nogle undrer sig måske over, hvorfor Gud ikke fortalte os mere detaljeret om det. Svaret på dette spørgsmål er, at det at skjule Guds gerninger er Hans visdom (Ordsp 25:2, Luk 10:21). 
Var Guds plan nedskrevet i detaljer, ville det være årsag til meget postyr i verden. Helgenerne ville ikke være i stand til at leve indtil den sidste dag. Næsten alle helgener ville blive dræbt af ikke-troende, og ikke en eneste helgen ville overleve. Hvis alle detaljer om de sidste tider er skrevet i Bibelen, vil dem, som ikke er født på ny af vandet og Ånden, slagte alle de genfødte troende. Efter at have gemt Sine formål åbenbarer Gud dem kun for dem, som fortjener det, og som holder det hemmeligt for de andre som de mysterier de er – det vil sige Guds visdom. Gud har åbenbaret Sin plan for os og tilladt os at kende den, men kun fordi at det er nødvendigt for helgenerne i denne æra. 
At Guds genfødte kirker nu detaljeret taler om de sidste tider betyder, at de sidste tider er nært forestående. Fordi Trængslernes tid er nær, prædikes Åbenbaringens Ord, så helgenerne får den rette viden om de sidste tider, så de kan holde ud og overvinde denne Trængsel, som nærmer sig. Selv de genfødte vil ikke vide, hvad de skal gøre, hvis de møder Trængslerne uden viden, og de vil blive meget forvirrede, når Trængslen faktisk er her. Denne forvirring vil være endnu større for dem, som kun stoler på deres egen individuelle tro. 
Vi kan forestille os, at mange uforberedte sjæle i deres uvidenhed og forvirring vil gå den helt forkerte vej, når de sidste tider kommer. ”Sagde Gud noget til dig?” ”Viste Han dig ikke en vision, da du bad?” Mange vil være oprørte og søge efter visioner far Gud, og mange vil hævde at have set visioner i de sidste tider. ”Sagde Gud ikke noget til dig, da du bad?” Hvis helgenerne forbliver uvidende, vil dette være et ganske almindeligt spørgsmål blandt helgenerne i de sidste tider. 
Men Gud arbejder aldrig sådan, for Han har allerede sagt til os: ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.” Med andre ord må helgenerne kun høre, hvad Helligånden siger gennem kirkerne. Fordi Helligånden, som garanterer Guds Ord, kun bevidner det, som er sandt og korrekt, når plagerne varsler verdens ende, så vil vi, helgenerne, ikke blive overraskede af de efterfølgende trængsler, men vil leve ved troen, for da har vi allerede hørt sandhedens Ord og i forvejen skåret det ind i vores hjerter med troen. 
Det er derfor, at Johannes på forhånd åbenbarede for os, hvad der vil ske i fremtiden, og derfor at Guds tjenere prædiker sandheden inden for dette skrevne Ord. At profetere er intet andet end at kende og prædike det, som kommer af Guds skrevne Ord; at påstå, at man har set visioner i drømme eller i bøn er ikke!
Glem aldrig, at vores bortrykkelse helt sikkert vil finde sted, og at vi er Guds helgener. Glem heller ikke, at I nu er blevet helgener, som vil være sammen med Kristus i luften, når jeres bortrykkelse kommer, som vil komme ned til den fornyede jord igen og leve i tusind år, og som vil leve for altid i den Nye Himmel og Jord. Hvis I hører folk tale om før-trængslernes bortrykkelse eller efter-trængslernes bortrykkelse eller som påstår, at der ikke findes noget Tusindårsrige overhovedet, så fortæl dem sandheden ved at henvise til det afsnit, som vi her har diskuteret. I bør også henvise dem til 1 Thess 4 og 1 Kor 15 og fortæl dem, at Herren vil stige ned ved lyden af en ærkeengel og lyden af den sidste basun, og Han vil løfte helgenerne op i luften for at være sammen med Ham. Først når I tror på denne bortrykkelse, kan I forsvare jeres tro. 
For at blive rykket bort skal man gennemgå martyriet ved troen og kroppens genopstandelse. Fordi bortrykkelsen vil ske samtidig med genopstandelsen, så vil vi, så snart vi er genopståede, blive rykket bort og løftet op i luften. Derfor er bortrykkelsen og genopstandelsen det samme. At tage del i den første genopstandelse betyder at leve med Herren i tusindårsriget. At blive rykket bort betyder også at leve med Herren i tusind år på denne jord. 
Hvorfor vil vi så blive rykket bort? Fordi Gud vil ødelægge alt på denne jord ved at hælde de syv skåles plager ud – det vil sige, at Han vil rykke helgenerne bort før det for at udfri Sine børn fra afslutningens plager. For at adskille helgenerne fra synderne og for at vise deres forskellige destinationer vil Han rykke helgenerne bort. Så derfor må vi tro på alt dette – på vores bortrykkelse, på vores genopstandelse og på vores martyrium.
For nogle åbenbares evangeliet om vandet og Ånden i detaljer, mens det for andre forbliver en fuldstændig skjult hemmelighed. På samme måde er helgenernes martyrium, genopstandelsen, bortrykkelsen og deres herredømme over Tusindårsriget og den Nye Himmel og Jord alle Guds hemmeligheder. Kun for de genfødte har Gud åbenbaret og vist disse hemmeligheder. Og ved at få dem til at tro på disse hemmeligheder har Han gjort dem i stand til at gennemleve de sidste tider og overvinde al modgangen med deres håb for bortrykkelsen og Himmerige. 
I og jeg må nære denne form for tro. Uden denne form for tro – det vil sige uden at tro på, at vi vil blive rykket bort, at vi vil leve i den Nye Himmel og Jord, at Herren vil genrejse os fra de døde, når vi bliver slagtede af Antikrist, vil rykke os bort, vil tillade, at vi hviler i luften og dernæst returnere os til denne jord for at regere sammen med Ham i tusind år – så vil vi ikke være i stand til at holde fast gennem det svære og deprimerende liv i denne sidste æra. 
Helgenerne har en smuk drøm, og ingen anden end Vorherre kan få denne drøm til at gå i opfyldelse. Uden dette håb vil vi leve i tristhed og lidelse i denne deprimerende verden.
Paulus sagde til Timotheus, at han skulle holde fast ved den smukke gave, som han var blevet betroet. Dette evangelium er smukt; det er vores martyrium, vores genopstandelse og bortrykkelse også, og det er det også at leve i Tusindårsriget og den Nye Himmel og Jord. De er alle gode og smukke ting. De tilhører kun helgenerne, og de kan alle realiseres gennem tro og håb, ikke gennem illusioner eller fantasier. De er vores håb og tro, som er givet af Herren. Med tro på alt dette må vi leve i denne æra og håbe på den dag, hvor Tusindårsriget og den Nye Himmel og Jord vil komme til os. 
Dem, som vil blive rykket bort, er ingen andre end jer og mig. Vi må leve i troen og vente på den dag, hvor vi vil blive rykket bort, så vi kan stå foran Herren og regere i Tusindårsriget og den Nye Himmel og Jord. 
Gud fortæller os, at Den, som skal komme, snart vil komme. Plagerne, som vil komme under den første halvdel af syvårsperioden i den Store Trængsel, er ret milde og varer kun kort tid. Hvis plagerne skulle fortsætte gennem den syv år lange Store Trængsel, hvordan kunne nogen så udholde dem?
De tidlige plager er korte, og som tiden nærmer sig den sidste tid, vil man se endnu flere plager. Når den syvende basuns plage kommer, vil den nå et spektakulært omfang.
Når Satan forsøger at ryste helgenernes tro, vil han gøre nogle få kirkeledere til eksempler ved at myrde dem. Satan vil måske sige: ”Jeg vil spare dit liv, hvis du fornægter Gud!” Selv hvis verden skulle blive bedre, så ville man alligevel tænke to gange over Satans tilbud. Hvem ved sin sunde fornufts fulde fem ville fornægte Herren, når han udmærket ved, at Herren vil hælde de syv skåles plager ud, og at han vil gennemleve alle de lidelser, som disse plager skaber? Helgenerne, som kender til verdens ende, vil hverken fornægte Herren eller forråde deres tro. Og fordi Helligånden findes i vores hjerter, så vil Han indgyde os mod.
Fordi alle Guds planer hurtigt vil blive gennemført i de sidste tider, vil der ikke være tid til at kede sig. Når de kortvarige plager er ovre, så kommer genopstandelsen, og efter dette kommer bortrykkelsen, som vil løfte os op i luften. Forestil jer vores kødelige kroppe forvandlet til åndelige kroppe prise Herren. I Guds Kongerige kan vi nyde en helt anden verden, smuk og elegant, sådan som vi aldrig har oplevet det her på jorden. Eftersom åndelige kroppe er fri fra begrænsninger i tid og rum, vil vi leve i en forunderlig og fantastisk verden, hvor vi kan gå hvorhen vi vil.
Jeg giver min oprigtige tak til Gud for at have givet os sådanne velsignelser. Jeg takker Gud for gennem Sit Ord at have åbenbaret den Store Trængsel for os i detaljer, plagerne, vores martyrium, genopstandelse og bortrykkelse. Og jeg beder for, at vores hjerter altid vil leve ved at kende denne sidste æra og tro på den.