- All e-books and audiobooks on The New Life Mission website are free
- Explore multilingual sermons in global languages
- Two new revised editions in English have been released
- Check out our website translated into 27 languages
Emne 10 : Kommentarer og Prædikener over Johannes’ Åbenbaring
[KAPITEL 12-2] Omfavn Jeres Martyrium med Modig Tro (Åb 12:1-17)
Kapitel 12 viser os, hvordan Guds Kirke vil se dens trængsler i øjnene i de sidste tider. Vers 1 siger: ”Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved.” Kvinden ”klædt i solen” henviser her til Guds Kirke på jorden, og udtrykket ”med månen under sine fødder” betyder, at Guds Kirke stadig er under verdsligt herredømme. Dette fortæller os, at Guds Kirke i denne verden og helgenerne, som tilhører den, vil ære Gud ved at blive martyrer.
Udtrykket ”en krone af tolv stjerner på sit hoved” viser, at Kirken vil kæmpe imod Satan i de sidste tider og blive martret ved troen. Som Guds Ord fortæller os, så vil Guds Kirke vitterligt sejre. Selvom Satan vil true os på alle mulige måder, for at ødelægge vores tro, vil få os til at lide, vil skade os og slutteligt vil tage vores liv, så vil vi stadig forsvare vores tro og blive martret for den. Dette er sejren i troen.
I den Tidlige Kirkes tid blev mange helgener, som gik forud for os, martyrer. Dette martyrium kommer ikke ved vores egen styrke, men ved Helligånden, som hviler i vores hjerter.
I udtrykket ”en kvinde klædt i solen” henviser ”kvinden” her til Guds Kirke, og det ”at hun er iklædt solen” betyder, at Kirken vil blive voldsomt forfulgt. Selv midt i de frygtelige trængsler og plager i de sidste tider vil helgenerne forsvare deres tro og aldrig overgive sig til Satan. Hvorfor? Fordi Helligånden i deres hjerter vil få dem til at stå fast og kæmpe imod Satan og vil give dem den tro, der aldrig bukker under for nogen trussel eller forfølgelse, selvom de risikerer deres egne liv.
Og ydermere, fordi dem, som har lagt deres håb i Himlens Kongerige, tror på Guds Ord, som fortæller dem, at de syv basuners plager snart vil ende og blive efterfulgt af de syv skåles plager, som vil udradere hele verden, så vil de aldrig overgive sig til Satan.
Dem, som ved og tror på, at en bedre verden ikke venter dem, hvis de overgiver sig til Satan, kan aldrig bøje sig for ham. De syv skåles plager, som vil blive hældt ud over Antikrist og hans tilhængere, vil fortære dem uden at standse og nådesløst. Helgenerne, som kender alt til sådanne plager, 100 % af dem, vil aldrig kaste deres tro bort på grund af truslerne, for Helligånden vil arbejde i deres hjerter. Helligånden, som hviler i os, vil give os styrken til at gå imod Satan, overvinde ham og blive martyrer.
Når den fjerde basuns plage er ovre, og den femte og sjette basuns plager opstår, så vil ”martyriet” komme til os. Dem, som forsvarer deres tro og bliver martrede, er kun dem, som er blevet født på ny af vandet og Ånden. Når de syv basuners plager kommer over os, vil Antikrist have midlertidig autoritet over verden, fordi Gud har tilladt det.
Idet han ved, at hans autoritet kun vil vare kort tid, så vil Satans tjener, Antikrist, forfølge dem, som tjener Jesus Kristus som deres Herre, så at han kan tage så mange mennesker som muligt med sig til helvede. Men dem, som har overført alle deres synder til Jesus gennem hans dåb, vil ikke overgive sig til Antikrists forfølgelse, men stædigt forsvare evangeliet, som Jesus har givet os, og blive martyrer.
Så derfor er martyriet beviset på troen. Dem, som har dette bevis, vil have Tusindårsriget og den Nye Himmel og Jord, som er forberedt af Herren. Dette angår alle dem, som tror på evangeliet om vandet og Ånden, udbredt over hele verden. Bibelen fortæller os, at næsten alle de genfødte helgener vil blive martyrer i de sidste dage.
Men dem, som for at undgå martyriet, forlader deres tro på vandet og Ånden, og går over på Antikrists side og tjener og tilbeder ham som Gud, vil blive dræbt ved de syv skåles plager og ved selveste Antikrists egne hænder. Deres død vil aldrig udgøre deres martyrium, men kun en håbløs og forgæves død. Når Satan og Antikrist kastes i helvede, så vil disse mennesker falde ned sammen med dem.
At forråde Jesus Kristus for at undgå martyriet og for at formindske trængslerne blot en smule vil være meget tåbeligt. Når de syv basuners plager er til ende, og dem, som har forsvaret deres tro, er blevet martyrer, så vil de syv skåles plager snart hærge over hele jorden og blot efterlade få overlevende. Det, som er klart, er, at dem, som har modtaget syndernes forladelse, helt sikkert vil blive martyrer, og for at vi ikke skal forråde vores Herre i martyriets stund, så må vi forberede vores tro nu ved at tro med den rette viden om de sidste tider og den korrekte forståelse af Ordet.
Vi har modtaget syndernes forladelse, og når vi bliver martyrer, vil vi opleve en glæde, som hidtil har været ukendt for os, og Gud vil styrke os. Lad vores tro sætte sig fast i vores hjerter og vid, at vores skæbne er, at vi skal martres for Herren. Når martyriets stund er ovre, så vil Gud helt sikkert give os vores genopstandelse og bortrykkelse og tillade os at blive forherligede i Tusindårsriget og give os Sin evige Nye Himmel og Jord og få os til at herske og tillade os at leve for evigt i rigdom – hvis vi trofast tror på alt dette, så vil vores lidelse forvandles til glæde.
Apostelen Paulus sagde: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os,” (Rom 8:18). Imens han tjente evangeliet, havde Paulus lidt ganske meget og var ved flere lejligheder tæt på at blive banket ihjel. Men ved at tro på, at denne lidelse skete for Guds ære, blev Paulus’ smerte hans fantastiske glæde. Og ifølge de historiske optegnelser og myterne så blev næsten alle apostlene, også Paulus, martyrer. Det siges, at Peter blev korsfæstet på Vatikanhøjen med hovedet nedad. Og de tidlige kirkeledere, også Polykarpios, og mange andre helgener sang lovprisninger til Gud, selv da de blev brændt på bålet. Sådanne ting ville ikke være mulige, hvis ikke Gud havde styrket Sine helgener.
Mens der ar sådanne trofaste helgener på denne tid, så var der også dem, som forrådte deres tro. Origen, en teolog, som nyder stor anseelse blandt teologer i dag, var en person, som hørte evangeliet direkte fra apostlene. Men da tiden for hans martyrium kom, undgik han det, og hans liv blev sparet, selvom hans fæller i troen blev martyrer. Dette ville ikke have været muligt, hvis ikke han havde fornægtet alt det, som Jesus havde gjort for ham. Origen repræsenterede således dem, som benægtede Jesu guddommelighed. Men på trods af hans forræderi så sætter nutidens teologer ham højt blandt de mest ansete teologer.
Hvorfor undgik Origen martyriet, når de andre helgener omfavnede det? Det var ikke fordi, at Origens viljestyrke var svag, mens de andre helgeners var stærk. Helgenerne, som blev martrede, mens de priste Gud, gjorde det, fordi de troede på det, som Paulus havde talt om – nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.” De kunne med andre ord bære deres nuværende lidelser, fordi de troede på Guds Ord, på løftet om, at Han vil genrejse og bortrykke dem og give dem Sit Tusindårsrige.
Vi må indse, at martyriet vil komme til os. Dem, som lever deres liv med en klar viden om denne kendsgerning, er anderledes end de andre. Dem, som tror på, at billedet af de martrede helgener i den Tidlige Kirkes periode er deres eget billede, kan have et liv i troen, som er stærkt, ærværdigt og modigt, for alle Ordene i Bibelen vil så være deres egen historie. De lever altid med troen, som kan omfavne martyriet – det vil sige, at de lever ved altid at tro på, at efter deres martyrium vil Gud give dem deres genopstandelse og bortrykkelse og den Nye Himmel og Jord, som Han har planlagt og forberedt for dem i forvejen.
Dem, som tror på dette, kan altid leve et modigt liv i troen, for de ved, at deres tro forbereder dem på afslutningen, når de vil være i stand til at dø, mens de priser Gud. Og fordi dette ikke blot er et simpelt spørgsmål om doktrin, men om faktisk tro, så vil dem, som ikke fuldt og fast tror på dette Ord og evangeliet, være de første til at sælge ud til Antikrist. Det er derfor, når vi engang indser, at vi skal være martyrer, at vores brødre og søstre i Guds kirke, som har den samme tro som vores og vil være sammen med os for altid, er så vigtige for os. Guds tjenere, Hans folk og Hans Kirke – alt dette er også dyrebart for os.
Helgenerne i den Tidlige Kirkes tid havde en tro, som var endnu mere ærlig og tydelig end hos dem af os, som nu lever i de sidste tider. De troede på deres martyrium, på deres efterfølgende genopstandelse og bortrykkelse og på Tusindårsriget og den Nye Himmel og Jord. Det er derfor, at de levede deres liv i troen, som om de faktisk levede i den Store Trængsels tid, som om Herrens genkomst var forestående. Så når vi, som lever i den tid, hvor Trængslernes æra er nært forestående, læser om dem, så appellerer deres historier til os og forekommer realistiske og levende, for også de kendte og troede på hele Guds Ord om Trængslerne og på deres martyrium, genopstandelse og bortrykkelse.
Fordi vi faktisk lever vores liv med de sidste tider lige rundt om hjørnet og foran vores egne øjne, så må vi forberede vores tro på martyriet i vores hjerter. Satan vil udfordre enhver, som tror på Kristi vand og blod og forsøge at ødelægge deres tro. For ikke at give efter for Satans udfordring må vi binde evangeliet om vandet og Ånden fast til vores hjerter, endnu en gang undersøge dets tag på os med vores tro på den Nye Himmel og Jord og være sikre på, at denne tro, som er vores, ikke løsnes indtil det allersidste øjeblik i vores martyrium.
Grunden til, at helgenerne i den Tidlige Kirkes tid så desperat forsvarede deres tro, er, at de også kendte til og troede på de Hellige Skrifters Ord om Trængslerne, og på deres martyrium, genopstandelse og bortrykkelse. Også I og jeg vil blive martret. Jeg vil dø, og det vil I også – vi vil alle dø for at forsvare vores tro. Måske vil jeg blive den første, som bliver trukket bort og dræbt. I sig selv forekommer det måske uhyrligt, men når alt kommer til alt, er der intet at frygte, for den logiske konklusion på at undgå martyriet er at benægte vores tro, og det er noget, som vi absolut ikke kan gøre.
Gud skal jo forherliges gennem vores martyrium, og Han har planlagt dette som vores skæbne. Så det er noget, som vi skal gå igennem i det mindste én gang. Eftersom vi hverken kan undgå eller undslippe det, så lad os i stedet løbe hen imod det af fuld styrke og modigt omfavne det. Vi har Kongens autoritet, som ingen andre har, og vi har også vores håb om evig velsignelse. Så derfor kan vi altid bede til Gud om at give os styrke og give endnu større ære til Ham. Ved at tro uden at frygte vores martyrium vil vi modtage en endnu større glæde. Det er en stor ære for Gud og en stor velsignelse for os.
Gud skrev Johannes’ Åbenbaring for at tale til os om helgenernes martyrium, genopstandelse og bortrykkelse, om Tusindårsriget og den Nye Himmel og Jord. Derfor kan I, hvis I har den rette viden om Åbenbaringen, udleve jeres tro i denne verden, som er i tilbagegang. Vejen til den Nye Himmel og Jord, som der står skrevet om i Johannes’ Åbenbaring, kan ikke betrædes uden evangeliet om vandet og Ånden. Og denne tro kan ikke bekræftes uden at gå igennem martyriet. Derfor håber jeg og beder for, at I vil binde jeres tro fast på jeres hjerter og tro på, at I ikke vil forråde evangeliet, men vil blive martyrer, når tiden kommer og se fremad med jeres tro. Jeres liv i troen vil fra da af ændre sig drastisk.
I vil ikke dø forgæves, fanget i Satans fælder. Når vi følger Helligåndens gerninger i vores hjerter, vil vi dø for at forsvare vores tro. Det er det sande martyrium. Dagen for vores martyrium vil helt sikkert komme. Men vi frygter det ikke, for vi ved, at selvom vores kroppe vil blive dræbt af Satan, vil Gud snart vække os til live igen i vores nye, herlige kroppe. Vi ved også, at vores martyrium kort tid efter vil blive fulgt af vores genopstandelse og bortrykkelse, og at alt det, som venter os fra da af, er velsignelsen ved at regere i Tusindårsriget og vores evige kongedømme i Himlen.
For længe siden satte den romerske kejser Nero ild til Rom for at genopbygge byen. Da de romerske borgere blev rasende, gav han de kristne skylden for ildspåsættelsen og slagtede dem brutalt ned. På samme måde vil Antikrist bebrejde os, helgenerne, for de plager og naturkatastrofer, som vil ramme verden under den Store Trængsel, og anklage os og dræbe os.
Så fra nu af må vi bede til Gud om at give os troen på martyriet, den tro, som vi kan dø med. Hvis vi ikke forlader vores tro og bliver martyrer, så vil Guds herlighed komme. Men hvis vi forlader vores tro, overgiver os til Antikrist og accepterer ham som Gud, så vil vi blive kastet ned i den evige ild. Hvis vi med andre ord beder til Gud om den tro, som kan overvinde Antikrist, så vil Vorherre give os styrke og magt, men hvis vi ikke er trofaste i vores hjerter og forråder vores tro, så vil Han kun have helvede at give os.
Lad mig fortælle jer en lille historie fra Koreakrigen. De nordkoreanske tropper kom til en bestemt kirke i den sydlige del af landet, hvor en præst ved navn Chudal Bae passede på kirken. Idet han så, at kirkegården var beskidt, beordrede en af de invaderende soldater præsten, at han skulle gøre rent. Men præsten nægtede at gøre det, idet han sagde, at han skulle holde hviledagen hellig. Soldaterne, som var blevet utålmodige, truede med at dræbe ham for øjnene af hele menigheden, hvis han ikke gjorde kirkegården ren. Men præsten fortsatte med at nægte og sagde, at han måtte forsvare denne tro og til sidst blev han slået ihjel. Senere kaldte nogle kristne hans død et martyrium, men dette er ikke et martyrium. Hvorfor ikke? Fordi et martyrium er at dø for en retfærdig sag – det vil sige for at åbenbare Guds herlighed. At dø på grund af ens egen stædighed under dække af Gud er langt fra det sande martyrium.
Kan vi kaste kærligheden til frelsen, som Gud har givet os, bort? På grund af vores utilstrækkeligheder og synd tog Jesus Kristus al vor synd på Sig med Sin dåb og blev korsfæstet til døden. Hvis vi ikke kan give køb på vores fulde hengivenhed for Vorherres kærlighed selv i døden, så kan vi endnu mindre kaste evangeliet bort, som giver os den Nye Himmel og Jord, for kødets skyld – kødet, som jo alligevel blot forsvinder med vores egen død. Vi blev født ind i denne verden med den skæbne, at vi skulle frelses, for at prædike evangeliet om frelsen til alle på denne jord, og for at dø, imens vi prædiker. Glem ikke, at helgenernes skæbne, som har modtaget syndernes forladelse, og det vil sige vores egen skæbne, er at leve ved troen og blive martyrer for at overvinde Satans udfordring i troen for Guds herligheds skyld, som Han vil give os.
Vi har så mange utilstrækkeligheder og er så fulde af fejl, at vi ikke kan ære Gud med noget. Til sådanne folk som os har Gud givet muligheden for at ære Herren, og det er intet andet end martyriet. Undgå det ikke. Lad os tro på Gud, som vil formilde Trængslernes tid, hvis vi spørger Ham, og ved at holde fast i håbet om at arve den Nye Himmel og Jord, så lad os overvinde de forbigående lidelser, som hurtigt vil ende. Lad os leve ved at tro på, at Herren ikke vil tillade en alt for stor lidelse for dem, som trofast har levet for Ham eller tillade noget, som vil få dem til at forråde deres tro, men at Han vil beskytte dem og kaste endnu større nåde ned over dem.
Når vi indser, at vi skal se martyriet i øjnene, har vi brug for erfaring i at modstå modgang, i at holde fast på trods af lidelserne og arbejde for Herren. Gennem dette vil vores tro vokse - gennem erfaringen med at gå sammen med Herren, og når de sidste tider kommer, så vil vi være i stand til at se vores martyrium i øjnene med den styrke, som Herren har givet os. Hvis vi ingen erfaring har med lidelse for Herrens skyld, med vores hengivenhed for Ham, eller med vores arbejde og ofre for Ham, så vil frygten overvælde os, når martyriets tid kommer med den Store Trængsels ankomst. Kun dem, som har lidt og overvundet smerten tidligere, kan vinde over lidelserne igen.
Jeg beder til Gud om, at jeres liv i troen vil lide for Herrens skyld og vinde over lidelsen, og at også I vil være blandt de trofaste, som kan minder deres hjerter og læber om, at alt dette er til deres egen ære og tillades dem gennem Guds nåde og velsignelse, når martyriets stund kommer.
Hvis I desperat ønsker at tage Himmerigets Kongerige med jeres tro, så vil den Nye Himmel og Jord helt sikkert blive jeres. Gud ønsker, at alle mennesker skal frelses og komme til at få viden om sandheden (1 Tim 2:4).
Copyright © 2021 by The New Life Mission
